Jonas Borring fik for to uger siden fri på ubestemt tid i Randers FC. Årsagen blev i første omgang udlagt som private årsager, men hurtigt kom det frem, at sagen handlede om at Borrings kone havde forladt ham til fordel for anfører Christian Keller.
Siden har der været sagt og skrevet meget om sagen, og hverken Borring eller Keller har spillet for Randers FC. Borring har udtalt, at han ikke vil spille med Keller længere, og det kommer han heller ikke til.
Randers og Borring er således blevet enige om at ophæve den kontrakt, som lige var blevet forlænget til sommeren 2018.
- Efter længere overvejelser og et tungt følelsesmæssigt forløb vil jeg rigtig gerne have vendt tilbage, men givet omstændighederne fandt jeg det umuligt. Randers FC er en klub, der har betydet meget for mig, og det bliver virkelig svært at forlade de fans, som har givet mig så meget støtte og været en stor del af min succes, siger Borring i en pressemeddelelse.
- Randers FC vil altid have en speciel plads i mit hjerte sammen med mine holdkammerater og alle i og omkring klubben. Jeg har modtaget så meget sympati og forståelse gennem den seneste tid, og den vil aldrig blive glemt.
- Jeg skal nu ud på et nyt eventyr med fodbolden og takker endnu en gang for Jeres støtte og forståelse. Udover dette har jeg ikke for nærværende mere at tilføje.
Det er endnu uvist hvad Borrings fremtid byder på.


Randers FC
3F Superliga































