Søndag aften tog FCK-profilen Viktor Fischer en beslutning om at stå op imod homofobiske smædesange på danske stadions, da en gruppe OB-fans havde råbt sådanne sange under de to klubbers møde på Odense Stadion.
Det har mandag medført mange reaktioner, og mandag aften reagerede medrejsende Brøndby-fans til Superliga-kampen mod FCN således også på sagen.
Det gjorde en stor del af Brøndbys medrejsende fans ved at hoppe og synge endnu en homofobisk sang om FCK-spilleren, viser tv-billeder fra TV3 Sport efter kampen.
Brøndby IF tager i en meddelelse på klubbens hjemmeside stærk afstand fra episoden.
- Som klub tager vi afstand fra alle former for homofobi og andre diskriminerende tilråb.
- Det er uacceptabelt og skuffende, at det finder sted, og vi vil nu indgå i dialog med klubbens forskellige fangrupperinger og gøre det fuldstændig klart, at vi som klub ikke accepterer den slags adfærd, skriver klubben i meddelelsen.


Brøndby IF
3F Superliga



























