Chievo ligger isoleret i bunden af Serie A med bare otte point, og noget tyder på, at overlevelsen bliver mere end svær, efter at klubben onsdag har solgt en af truppens mest rutinerede spillere, Valter Birsa.
Den 32-årige slovener skifter med øjeblikkelig virkning til Cagliari. Det oplyser klubben på sin hjemmeside. Cagliari ligger nummer 13 i Serie A og på rimelig sikker afstand af nedrykningskampen.
Birsa kan spille både som fløj og som hængende angriber, eller 'trequartista', som italienerne kalder det.
Han har spillet for en lang række klubber, deriblandt Sochaux og Auxerre i den franske liga, og både Genoa, Torino og Milan i Serie A. Birsa har spillet 90 landskampe for Slovenien.


Cagliari
Chievo
Serie A



















