2023-12-12 17:31:18

Casper Højer så dommer blive slået ned: Jeg var rystet

Casper Højer skulle sige 'tak for kampen' til dommeren, men ser ham i stedet blive slået ned af Ankaragücüs klubpræsident. Tragisk og uvirkeligt, fortæller Rizespor-danskeren til bold.dk efter mandagens skandalekamp.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Super Lig - 15. runde

FT

ANK

1 - 1

RIZ

14'
10
Olimpiu Morutan
Mål
51'
10
Ali Sowe
To gule kort
90'
10
Emirhan Topcu
To gule kort
90'
11
Adolfo Gaich
Mål

Tragisk, pinligt, skandaløst. 

Mandagens scener efter slutfløjt i kampen mellem Ankaragücü og Rizespor er blevet kaldt mange ting, efter førstnævntes præsident slog kampens dommer ned, hvorefter han blev sparket flere gange.

Danske Casper Højer oplevede det hele på nærmeste hold, da han spillede fuldtid for Rizespor, og han har dagen derpå svært ved at forstå, at det rent faktisk skete.

- Det er bare tragisk, at sådan noget kan ske. Desværre også lidt pinligt for tyrkisk fodbold, selvom det ikke har noget at gøre med det generelle tyrkiske menneske eller fodboldseer, siger Casper Højer til bold.dk.

- Det er én mands vanvittige handling, der kommer til at fylde det hele. Det er forfærdeligt, og man kan ikke forstå, at det kan lade sig gøre.

Måtte dækkes af politiskjold
Hvor var du, da det skete?

- Jeg stod 5-10 meter derfra, men jeg havde lidt ryggen til. Lige da jeg vender mig om, ser jeg bare, at dommeren ryger i gulvet. Jeg skulle over og sige ’tak for kampen’, men det nåede jeg jo ikke.

Artiklen fortsætter efter billedet

SüperLig -Casper Højer så dommer blive slået ned: Jeg var rystet
Foto: Depo Photos/Reuters/Ritzau Scanpix

 - Min første tanke var, at der måske var nogen, der var kommet til at løbe ind i ham ved et uheld. Jeg troede faktisk, det var nogle fans, der var løbet ind.

 - Vores anfører sagde, at vi skulle gå ned til vores fans, men da vi var på vej derned, kunne vi godt mærke, at det blev mere voldsomt, også fra lægterne.

- Der blev kastet ting ind, og vi nåede nærmest ikke ned til fansene, før vi fik besked på at løbe ind og blev dækket af politiskjold. De prøvede at få styr på situationen.

 - Jeg havde ikke brug for at gå over og se, hvad der var sket, og jeg fandt først rigtigt ud af det, da jeg kom ned i omklædningsrummet.

Det her er mega alvorligt
Hvordan havde du det i situationen?

- Jeg var lidt rystet, og det var den følelse, alle havde. Jeg tænkte, hvordan det kunne ske, og kunne det være én af os spillere, der var blevet slået? Hvis det kan ske for ham, kan det vel også ske for andre.

- Det er jo mega alvorligt, det her. Én ting er, at der er en fjendsk stemning – det kan man opleve mange steder. Men det må bare ikke ske, at dommere eller andre kan blive udsat for sådan nogle ting. Jeg håber, han er okay og kommer sig.

Casper Højer har prøvet flere vanvittige ting i karrieren, men det her må tage prisen som den vildeste, medgiver han.

- Det må det jo næsten være. Det går jo verden rundt. Det er ærgerligt for den tyrkiske fodboldkultur, for alle de mennesker, jeg har mødt, hat været så søde og imødekommende.

- Alle skrækhistorier, man har hørt, har jeg på ingen måde oplevet i de tre måneder, jeg har været her. Jeg kunne mærke på mange hernede, at de var flove over, at sådan noget kan ske.

Har du nogen ide om, hvad Ankaragücü-præsidenten var så oprevet over?

- Jeg kan virkelig ikke se, hvad der skulle være. Der var to røde kort og et sent mål. Der blev lagt lidt ekstra tid til, fordi de prøvede at trække tiden meget, efter de kom en mand i undertal i anden halvleg. Det er jo meget normalt, der bliver lagt ekstra tid.

- Men der var ikke nogen situation, hvor jeg tænkte ’okay, nu er der ramaskrig’. Der var temperament, men det synes jeg, der er til alle kampe, vi spiller.

 - Jeg fik et gult kort i 93. minut, og der sagde jeg til dommeren, at det simpelthen var forkert dømt, fordi der ikke var nogen berøring i tacklingen. Der sagde han til mig ’Årh, det er jeg ked af, men jeg har set det anderledes’, og så er man jo videre.

- At han så bliver slået i jorden fire minutter efter, er jo bare forrykt.

Alle kampe i Tyrkiet er udsat på ubestemt tid, og Casper Højer og co. ved derfor ikke, hvornår de igen skal spille fodboldkampe.

FCK-kamp overskygget af skandale
I skyggen af mandagens episode står en vigtig Champions League-kamp - set med både danske og tyrkiske briller.

Galatasarays skæbnekamp mod FC København er ekstremt imødeset, også i Tyrkiet på trods af den nedtrykte stemning som følge af mandagens skandale.

- Kampen er blevet overskygget af det, der skete i går. Det er virkelig kommet som et chok og har sat sit præg. Folk er skuffede og kede af, at sådan noget kan ske. Men Galatasaray-kampen kommer til at fylde sindssygt meget fra i aften.

Casper Højer har en fortid i FC Københavns ungdomsafdeling, og han tror på Jacob Neestrups tropper.

- Jeg tror på FC København. Jeg synes, de var gode mod Gala, og det tror jeg godt, de kan gøre igen. Man kan komme langt på den måde, som de taktisk griber det an på, selvom de nok individuelt er oppe imod bedre spillere.

- FCK har vist, de sagtens kan være med på det her niveau, og at man kan komme langt med et godt fundament som fodboldhold kombineret med en masse gode spillere.

- Og så er det fedt at se Neestrup – min gamle U19-assistent i FCK – give den gas og være sig selv. Jeg tror godt, FCK kan vinde kampen, siger Casper Højer.

Kampen mellem FC København og Galatasaray sparkes i gang klokken 21.00.

Artiklen fortsætter efter indholdet

Super Lig - 15. runde

FT

ANK

1 - 1

RIZ

14'
10
Olimpiu Morutan
Mål
51'
10
Ali Sowe
To gule kort
90'
10
Emirhan Topcu
To gule kort
90'
11
Adolfo Gaich
Mål
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce