3F Superliga -David N: Har fået vores førstevalg
2016-07-15 14:00:01
Foto: Getty Images

David N: Har fået vores førstevalg

Lyngby-træner David Nielsen er godt tilfreds med sin trups kvalitet efter et transfervindue, hvor man indtil videre har fået de transferfrie spillere, som man helst ville have.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Lyngby er rykket op i Superligaen, og udover den stamme af spillere, der var med til at vinde 1. division, har de kongeblå hentet en stribe rutinerede navne.

Jesper Hansen, Hallgrimur Jonasson, Martin Ørnskov, Emil Larsen, Lasse Rise og den norske kantspiller Kristoffer Larsen er kommet til.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med truppen, som den ser ud nu. Men der er også efterspørgsel efter nogle af vores bedste spillere, og vi er sårbare. I vinter sagde vi farvel til David Boysen en uge før transfervinduet lukkede og kunne ikke løse den situation. Vi er sårbare, hvis de større fisk kommer, siger cheftræner David Nielsen til bold.dk.

- Vi er forstærket med en række gratis spillere, og vi holder inden for vores fornuftige rammer. Vi har fået det maksimale ud af vores muligheder og har fået vores førstevalg blandt de frie spillere. Desværre er vi jo ikke i en situation, hvor vi kan betale noget for spillerne, tilføjer Nielsen og bekræfter, at klubben ikke betalte transfer for OB-anfører Hallgrimur Jonasson, der ellers havde et halvt år tilbage med fynboerne.

Oprykkerne har rustet op denne sommer og muligvis sker mere, men til gengæld håber og forventer Nielsen, at det bliver et stille vintervindue.

- Det havde vi succes med i sidste sæson. Det vi har, når sommervinduet lukker, skal helst kunne bære os igennem hele sæsonen, så der til vinter kun bliver tale om små justeringer. Alle spillerne skal koncentere sig om at være her en hel sæson, siger Lyngby-træneren.

Lyngby har denne sommer sagt farvel til angriberen Lars Brøgger, keeperen Viktor Noring og midtbanespilleren Jesper Blicher, ligesom Dennis Sørensen og Daniel Jensen har indstillet deres karrierer.

mikael@bold.dk

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce