Torsdag aften var der pressemøde med kvindelandsholdet forud for deres åbningskamp ved EM.
Cheftræner Andrée Jeglertz deltog naturligvis og svarede på de spørgsmål, der kom fra danske, svenske og schweiziske journalister.
Omkring en time efter pressemødets afslutning blev svenskeren offentliggjort som ny cheftræner for Manchester Citys kvindehold.
Det gav anledning til deja vu.
En måned forinden var Jeglertz rygtet til at være færdig for kvindelandsholdet, hvilket DBU's fodbolddirektør Peter Møller bekræftede i optakten til Danmarks Nations Leaague-opgør mod Sverige.
Peter Møller fortæller nu i et interview med Bold, at det hele er forløbet meget udramatisk, og det faktisk har været ude af DBU's hænder.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Begge tilfælde har ikke været noget, som vi har kunnet styre.
- Det har været en tredjepart, der har meldt noget ud. Første gang var det HamKam, der fortalte, at Jakob Michelsens stoppede. Senest var det Manchester City, der offentliggjorde Andrées nye job.
- Udmeldingen om, at Andrée skal overtage Manchester City, var vel også den dårligst bevarede hemmelighed nogensinde. Jeg tror, at jeg læste om det på Bold for første gang for tre måneder siden.
- Andrée har stillet sig op og forklaret, hvad der skal ske, så det er ganske udramatisk. Det har fyldt under én procent.
- Alle var godt klar over, at det var det, han skulle. Det var i hvert ikke derfor, at vi tabte EM-åbneren mod Sverige, siger DBU-bossen.
Spørg City
Selv om Møller understreger, at det ikke har fyldt for kvindelandsholdet, så virker timingen bizar set ude fra.
Kan man forestille sig en situation, hvor DBU ville tillade, at Brian Riemer blev præsenteret i en klub dagen før Danmarks åbningskamp ved VM?
- Det er et hypotetisk spørgsmål, så det ved jeg ikke.
Andrée har selv sagt, at det ikke blev offentliggjort inden EM, fordi det ikke var på plads endnu. Så har han vel brugt tid på det frem til torsdag? Kan du ikke se, det er en lidt underlig timing?
- Det var mere eller mindre på plads, så jeg tror, at udfordringen var, at England ikke er et EU-land, så der var en masse praktiske ting, der skulle gå i orden.
- Det har ikke fyldt noget som helst overhovedet, og spillerne vidste det også godt. At det kommer ud dagen inden Sverige-kampen, det må du snakke med Manchester City om.
- Det er ikke noget, som vi i DBU kan påvirke. Jeg forstår godt spørgsmålene, men det har været meget udramatisk, understreger DBU's Peter Møller.
Danmarks kvindelandshold skal tirsdag forsøge at rejse sig fra 0-1-nederlaget til Sverige, når de møder Tyskland.

Danmark (k)
EM 2025




































