Døde perioder pinte Morten Olsen: De var forfærdelige

December byder traditionen tro på julekalender her på Bold, og igen i år taler vi med en lang række fodboldpersonligheder om deres oplevelser på og uden for banen.

Temaet i år er bedst og værst. Det kan være bedste og værste kamp, bedste og værste kontrakttilbud, bedste og værste modstander og meget andet.

Bag første låge møder du Morten Olsen, der sætter ord på, hvad det bedste og værste var ved at være landstræner.

For der er ikke mange, der kan prale af at have været netop det for den samme nation i 15 år.

Men det kan Morten Olsen.

Det 75-årige fodboldkoryfæ var fra op gennem 00’erne og 10’erne synonym med det danske fodboldlandshold med VM i 2002 og EM i 2004 som sportslige opture, mens den missede kvalifikation til VM i 2006 og det tidlige exit fra slutrunden i Sydafrika i 2010 står tilbage som lavpunkter.

Han blev i august 2000 udnævnt til posten og nåede i alt 166 kampe frem til hans stop i 2015, hvilket gjorde ham til den længst siddende landstræner i Europa på daværende tidspunkt.

- Hvis man har været i fodboldlivet som både spiller og træner i så mange år og i så mange kampe, som jeg har, så har man oplevet det, man gerne vil. Jeg vil ikke sige, jeg var mættet, for det var et fantastisk job at have, så længe man var i stand til at være i det. Jeg fik selv lov til at sige, at det var nok på det tidspunkt, hvor jeg følte, at jeg havde oplevet nok i den hobby, jeg har haft, siden jeg var knægt. Og det er altid rart selv at kunne sige stop, fortæller Morten Olsen til Bold.

Hvad var det bedste ved at være landstræner?

- At man var afhængig af andre mennesker. På godt og ondt. Det var det, der gjorde det spændende. Når man har med mennesker at gøre, kan man ikke altid selv styre, om man render en i en nedtur eller en optur. Men sådan er livet jo.

I hans 15 år lange embede var der aldrig tvivl om, hvem der bestemte på det danske landshold.

Morten Olsen var bossen, og den opgave fremhæver han faktisk også som en af de ting, han satte allermest pris på.

- Der er mange veje til succes og fiasko. Jeg tænkte aldrig et sekund på, at den vej, jeg valgte, ville blive en fiasko. I jobbet som landstræner er man nødt til at vælge den vej, man tror på, selvom der kan være enorm mange inputs fra kollegaer og andre, der har en holdning til tingene. Det er jo det ansvar, man skal leve op til. At man har den sidste stemme. Der er en, der skal tage den endelige beslutning, og det kan jeg huske, at jeg havde det godt med.

- Når man arbejder med mennesker, er det dit job at få dem overbevist om, at det, man har valgt, er det rigtige. Så jeg kan huske, at jeg altid nød processen om at få overbevist spillerne om at følge min måde at gøre det på, for det var sådan, jeg mente, vi kunne vinde fodboldkampe. At ansvaret i sidste ende var mit, var jeg glad for.

Hvad var det værste ved at være landstræner?

- Jeg ville da hellere have langt flere kampe og træninger, end hvad tilfældet var, men det hørte jo ikke til det job. Det får man, når man er klubtræner. Så det var af og til frustrerende. Når vi f.eks. havde spillet en kamp i november, og vi havde tabt den, og jeg vidste, at vi først skulle spille igen til marts, så var det ikke altid de fedeste måneder.

- Og så har man generelt ikke så mange kampe. Hvis vi tabte to kampe i min tid, så kvalificerede vi os ikke. Man skulle bare vinde, og sådan var det. På den måde var det frustrationernes holdeplads at være landstræner, for man betalte ved kasse et, når man tabte. Alle gældende landskampe var vigtige.

Hvordan var de perioder, hvor man ikke spillede?

- Forfærdelige.

Rejste du ikke meget rundt?

- Når det kom til nye spillere, rejste jeg meget rundt for at se dem. Men når man kendte spillerne, så kunne man godt nøjes med at følge lidt mindre med og overvære dem på tv. Jeg så vel mellem 400-500 kampe på et år.

Hvad har det givet dig at trække dig tilbage?

- Jeg elsker at se fodbold uden at have et ansvar, og jeg glæder mig over, hvordan det danske landshold har udviklet sig. Et af målene, da jeg startede, var, at de bedste danske spillere skulle spille i de bedste klubber i verden. Der er vi da på vej hen.