Premier League -Duelund nyder livet: Kiev er vanvittigt fed
2019-03-25 07:40:02
Foto: Getty Images

Duelund nyder livet: Kiev er vanvittigt fed

Det var en stor omvæltning for Mikkel Duelund at flytte til Kiev, men nu har han vænnet sig til sit nye hjem, og han nyder den ukrainske storby, som er lidt større end fødebyen Aarhus.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Mikkel Duelund drog i sommer på lidt af et eventyr, da han skiftede den jyske hede ud med en tilværelse i Ukraines hovedstad Kiev.

Det er ikke hver dag, at unge danske spillere drager mod en sådan destination, men Mikkel Duelund tog chancen, og selvom han lige skulle vænne sig til et liv i Østeuropa, så fortryder han intet.

- Det er noget helt andet. Men jeg er rigtig glad for det. Jeg synes, det er rigtig fedt. Kiev er en vanvittigt fed by, og jeg er begyndt at føle mig hjemme, siger Duelund til bold.dk.

- Det har selvfølgelig været noget af en omvæltning, fordi jeg ikke taler sproget, og fordi det er så stor en by, som det er. Jeg er selv fra Aarhus og har altid troet, at jeg voksede op i en storby, men det har jeg da fundet ud af, at jeg ikke gjorde.

- Mange har fordomme om Ukraine, og der er da også rigtig mange af de fordomme, jeg har fået bekræftet, men Kiev er en virkelig fed by, som jeg er rigtig, rigtig glad for. 

- Det er en storby, som har international klasse, hvis man kan sige det sådan. Der er også mangler, men det er en by i udvikling, siger Mikkel Duelund.

Han fortæller, at Kiev adskiller sig meget fra resten af Ukraine, hvor levestandarden er lidt en anden. Landet bokser desuden med en voldsom konflikt med Rusland, som har annekteret Krim-halvøen. Det er dog ikke noget, Duelund mærker særlig meget til.

Den unge offensivspiller koncentrerer sig i stedet om at blive bedre til at tale ukrainsk.

- Det går rigtig fint med sproget. Jeg er begyndt at kunne have taktikoplæg uden at have tolk med. 

- Det er svært at tale sproget, fordi der er så mange grammatiske ting, man skal være opmærksom på, men det går rigtig godt, og jeg arbejder intensivt på at blive bedre, siger Duelund.

Den unge offensivspiller har været skadet siden december, men han er efterhånden tilbage i kampform.

nicolai@bold.dk

Annonce

7 kommentarer

Se kommentarer
Annonce