


- Jacob Neestrup er desværre stadig syg. I Neestrups fravær overtager Stefan Madsen og Hjalte Nørregaard hans opgaver.
Sådan lød det fra FC København lørdag eftermiddag i forbindelse med offentliggørelsen af klubbens startopstilling.
Blot lidt over en time før kickoff mod Brøndby IF stod det dermed klart, at de danske mestre måtte undvære cheftræneren til braget på Vestegnen.
Efter 1-2-nederlaget blev assistenttræner Stefan Madsen derfor spurgt til, hvorfor afbuddet blev holdt hemmeligt så længe, og om Brøndby rent taktisk kunne have draget fordel af at vide det tidligere.
- Årh, det må I spørge Brøndby om, hvorvidt de gerne ville have haft den information eller ej.
- Det er jo klart, at Neestrup er en dygtig træner, så selvfølgelig er det en fordel at have ham på sidelinjen. Men rent taktisk er der ikke noget, der ændrer sig, fordi ‘Nees’ ikke er her.
Alligevel kunne Stefan Madsen ikke svare på, hvorfor FCK valgte at skjule det helt til det sidste.
- Det er en beslutning, der er truffet et andet sted, så det kan jeg ikke svare på, lød det fra Stefan Madsen, der dog kalder beslutningen ‘helt fin’.
Jacob Neestrup var syg allerede torsdag, hvor han ikke deltog i klubbens træning, inden han altså også gik glip af lørdagens derby.
Fra sygesengen kunne cheftræneren se sit FC København-mandskab indkassere sæsonens første nederlag på udebane, hvilket betyder, at løverne søndag risikerer at miste Superligaens førsteplads.

Detaljer om FCK-transfers og stort Stage-bud
Hattrick | Afsnit 2Vi starter dagens Hattrick med en række detaljer om Asger Sørensen, der er på vej mod FC København, mens Viborg har været i dialog med FCK om Hunor Nemeth. Vi kigger også på Jacob Neestrups store bud på Jens Stage.
Læs mere


FC København
3F Superliga






























