Oscar Buur har netop repræsenteret U19-landsholdet ved EM-slutrunden i Rumænien.
Det blev godt nok kun til enkelt kamp, og nu er Danmark ude af turneringen.
Den 18-årige målmand spiller til dagligt for FC Københavns U19-hold, men han har trænet med førstehold i 1,5 år og tilmed spillet nogle af træningskampene i vinter, og det modner keeperen at spille med og lære af profilerne.
- Det giver mig en hel del. Det er jo min barndomsklub, så det er først og fremmest kæmpestort at være med deroppe, men nu er jeg blevet vant til det, siger Oscar Buur til Bold og fortsætter.
- Nu handler det bare om at lære, fordi der er masse af dygtige spillere deroppe. Selvfølgelig vil man gerne kæmpe med om pladserne, og det er hundrede procent målet, men samtidig er det måske det bedste sted at udvikle sig, når man spiller med så gode spillere hver dag, så jeg klager ikke.
Der er tvivl om, hvad FCK gør på målmandsposten frem mod næste sæson, men det er svært at forestille sig, at de satser på en 18-årige keeper.
FCK-keeperen mangler nemlig stadig at få sine første minutter for førsteholdet i en officiel kamp, men for nu er han også bare glad for al den læring, han på daglig basis får.
For at Oscar Buur kan udvikle sig kunne det dog for en stund give mening at søge andre græsgange og få mere spilletid.
- Selvfølgelig vil jeg være åben for et lejeophold, hvor jeg kan komme ud og teste mig af på senior-niveau, men jeg er meget rolig i klubben, og vi har en plan for, hvilke skridt jeg skal tage, for at jeg en dag kommer ind og spiller i Parken. Om det skal være et lejeophold nu eller på et andet tidspunkt, det skal nok løse sig.
- Vi må se, hvad 'Nees' (Jacob Neestrup, red.) og resten af trænerstaben har at sige, og hvor de ser mig henne. Men det stresser jeg ikke så meget over lige nu. Der skal nok komme en afklaring om min fremtid i løbet af de næste uger, afslutter Oscar Buur.
Danmark røg skuffende ud af U19-EM. Derfor vender de fleste spillere tilbage til Superliga-klubberne, som så småt er begyndt at forberede sig på den kommende sæson.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
3F Superliga







































