Mål avler mål – og det samme gør oplæg.
Det er i hvert fald noget af det, Mads Emil Madsen håber at kunne bidrage med mere af i FCK-trøjen.
Den 28-årige midtbanespiller har indledt den igangværende sæson med et mål og to oplæg.
Særligt i den første kamp mod FC Polissya havde FCK-profilen en vigtig rolle i de afgørende situationer, hvor det blev til både mål og oplæg.
Hovedpersonen selv har også glædet sig over sin egen sæsonstart indtil videre.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Sådan for mit eget vedkommende er det gået over al forventning. Jeg vil være meget glad for, hvis jeg bare kan være tæt på at holde det snit resten af sæsonen, indleder Mads Emil Madsen over for Bold og den øvrige skrevne presse.
- Det kan godt være, at jeg har fået en bedre idé om, hvad min rolle er, og hvad jeg ligesom skal på banen. Det giver også en form for frihed til at udtrykke sig, så det synes jeg, er fedt. Jeg håber, at jeg kan blive ved med at bidrage med mål og assists.
FCK’eren lægger vægt på den spillestil og rolle, han har fået under Bo Svensson, og som har givet pote.
- Min position har ikke ændret sig så meget. Vi spiller stadigvæk med to seksere, og så plejer jeg at være den offensive. Men jeg tror, det mere handler om, at vi gerne vil presse højt og skubbe hele holdet op, når vi angriber i forhold til andenboldsspillet.
- Det gør også, at man får flere muligheder og løb i feltet, hvor man kan samle nogle mål og assists op.
Mads Emil Madsen er noteret for i alt 39 kampe i FCK-trøjen, siden han for et år siden skiftede fra AGF.
I sin første sæson blev det til tre mål og fire oplæg på tværs af alle turneringer.
Han kan fortsætte den nuværende stime onsdag aften, når FC København møder FC Polissya i returopgøret.
I tredje kvalifikationsrunde skal FCK møde vinderen af opgøret mellem ungarske Debrecen og armenske FC Pyunik.
Det kræver dog først, at FC Polissya besejres.
Det første opgør endte 3-3.

FC København
ECL-kval



































