





FC København imponerede ikke i midtugens pokalsejr over Hillerød, og det var derfor et stærkt FCK-mandskab, som Ståle Solbakken stillede til start mod Silkeborg i dagens kamp i 3F-Superligaen.
Eneste ændring for FCK, i forhold til sidste rundes Superligakamp mod FC Midtjylland, var Pep Biel som erstattede Viktor Fischer, der blev skadet under opvarmningen.
Silkeborg fik kampens første gode mulighed, da Ronnie Schwartz blev spillet fri, men skarpretterens afslutning var ikke tæt på mål.
Efter syv minutter var det så de københavnske favoritter, som kunne tage føringen. Venstreback Pierre Bengtsson slog et hårdt indlæg ind i feltet.
Her kæmpede Silkeborg-målmand Rafael Romo og Pieros Sotiriou om at komme først på bolden. Det resulterede i at bolden hoppede op på Jeppe Gertsen, som ikke kunne undgå at score selvmål.
På tv-billederne kunne det godt ligne, at Sotiriou begik et frispark i situationen, men målet blev godkendt.
Og kort efter fordoblede Sotiriou føringen, da han udnyttede det straffespark, som var blev begået på Karlo Bartolec.
Det blev også 3-0, inden der var spillet en halv time. Rafel Romo kunne kun parere Sotirious afslutning, og så kunne Michael Santos sende riposten i mål.
4-0 scoringen kom få minutter senere, da Carlos Zeca hamrede bolden i mål med et velplaceret spark udefra.
Der kom dog også lidt malurt i bægeret for FCK, da Jens Stage måtte udgå i slutningen af første halvleg, med hvad der lignede en knæskade.
Flot 2.halvleg af Silkeborg
FCK fortsatte dominansen i anden halvleg, men fik ikke udnyttet de chancer, som de tilspillede sig.
I stedet kunne Silkeborg reducere efter en times spil. Svenn Crone fandt topscorer Ronnie Schwartz med et flot indlæg, som Schwartz sikkert sparkede i mål.
Og Schwartz var kun lige begyndt. Igen var det Svenn Crone, som fandt Schwartz, som resolut sparkede sit syvende sæsonmål i kassen.
Der blev ikke scoret yderligere, og det endte med en 4-2 sejr til FCK, som nu er et point efter FC Midtjylland i toppen af tabellen.
Silkeborg er med dagens nederlag isoleret i bunden fem point efter Esbjerg fB på 13. pladsen.


FC København
Silkeborg IF
3F Superliga
































