I søndags scorede han sit første mål for FC Midtjylland, og nu har Patrick Banggaard yderligere grund til at smile ekstra meget.
Den 20-årige forsvarskomet har skrevet under på en forlængelse af sin kontrakt med sidste sæsons bronzevindere, som nu har papir på Banggaard indtil sommeren 2018.
- Han er en af de få unge spillere, som ikke har haft de store downperioder. Han har været meget stabil og har hele tiden udviklet sig, og han har virkelig fortjent at få en ny kontrakt, siger FCMs sportsdirektør, Claus Steinlein, til klubbens hjemmeside.
Heller ikke fra det unge bagspillers side var der tvivl om, at en ny signatur skulle sættes.
- Det var ikke et svært valg at forlænge kontrakten. Siden jeg kom, har det hele fungeret godt. Vi træner på et højt niveau, og jeg er glad for at være i klubben, siger Banggaard.
- Mit mål er at beholde en fast plads på superligamandskabet, og så vil jeg gerne begynde at tage mere ansvar og få større betydning for holdet, siger Banggaard, der har spillet på samtlige danske ungdomslandshold.
Banggaard har indtil videre optrådt 41 gange for de midtjyske ulves førstehold.



FC Midtjylland
3F Superliga



























