CIES Football Observatory har netop udsendt en rapport om de 31 bedste topligaer i Europa. Rapporten kigger blandt andet på brugen af egenudviklede spillere samt truppernes gennemsnitsalder.
I sidstnævnte kategori blander FC Nordsjælland sig i toppen. Farum-klubben er nummer seks på listen over yngste trupper med en gennemsnitsalder på 22,8 år. Førende på det parameter er kroatiske Hajduk Split med 22,1 år i snit.
- Det er en vej vi har valgt at gå, så det er godt at se at det også dokumenteres, at vi også på europæisk plan er med i toppen. Vi behøver ikke nødvendigvis at være i toppen, for det handler om at have den rette balance i truppen, men jeg tror at det er vigtigt for en liga som den danske at have nogle, der går den her vej, siger sportschef Jan Laursen til bold.dk.
- Det har været en spændende men også hård proces at prøve at finde den her balance, hvor man både er med fremme men stadig satser på unge mennesker. Der er grund til, at alle der er med kan være stolte af det.
- Men det er ikke nok bare at være unge, vi skal også vinde kampe. Det har vi også gjort, men vi skal fortsætte med det, og vi skal fortsætte med at udvikle endnu bedre spillere, siger Laursen.
FC Nordsjælland mener at det er vigtigt, at nogle går ungdommens vej i Superligaen.
- Det primære er at kunne være med i Superligaen og få et godt resultat der ud fra den måde, vi gerne vil arbejde på. Hvor højt vi er på listen er ikke rigtig til at styre, for vi kan ikke styre, hvad andre gør, siger Laursen.
- Men jeg tror at det er vigtigt at nogle går den unge vej, så der hele tiden bliver sat unge spillere i søen. Nogle spiller videre andre steder i Danmark, nogle ryger til udlandet og nogle spiller forhåbentlig mange år i Superligaen hos os.
- Men man skal passe på ikke at lade sig styre af, at man skal have så og så ung en trup, for det er en balance. Det kan også være der kommer sæsoner, hvor der kun kommer en enkelt eller to spillere op. Vi tager ikke spillere op bare for at gøre det, kvaliteten skal også være der.
Kvaliteten er umiddelbart at finde i ungdomsrækkerne i FCN, da både U19- og U17-holdet klarer sig glimrende.
- Vi ser de hold løfte sig løbende i niveau, og vi ser flere og flere spillere udtaget til unglandsholdene. Der bliver lavet et stort stykke arbejde, siger Laursen til bold.dk.
OB har med 24,6 år i snit den næstyngste trup i Superligaen. SønderjyskE har med 27,2 år i snit den ældste trup.
jesper@bold.dk


FC Nordsjælland
3F Superliga






























