


Bo Svensson har stadig ikke prøvet at smide point som cheftræner for FC København.
FCK-træneren har lagt stærkt fra land med fem sejre i sine første fem kampe.
Mandag aften gik det ud over Vejle Boldklub, der allerede er rykket ned.
Bo Svenssons tropper vandt med 3-0 efter mål af Mohamed Elyounoussi, Viktor Dadason og Jordan Larsson.
Resultatet betyder, at FC København fortsat ligger nummer syv i Superligaen - klubben er nu igen fire point foran OB, der ligger på ottendepladsen.
Vejle Boldklub, der som nævnt er rykket ned, har fortsat blot 18 point.
Artiklen fortsætter efter billedet

Elyounoussi-kasse
Vejle-spillerne var ellers fint med i kampens indledning og havde bolden 60 procent af tiden i det første kvarter, men efterhånden fik FC København overtaget.
Det førte til et par gode chancer til Mohamed Elyounoussi og Andreas Cornelius, inden Elyounoussi scorede efter en halv times spil.
Elias Achouri driblede ind i banen og sendte en maskeret aflevering i dybden til Mohamed Elyounoussi, som uden tøven sparkede bolden mellem benene på Vejle-keeperen Tobias Haahr Jakobsen og i mål.
Kort før pausen var udeholdets Christian Sørensen tæt på en udligning med et afrettet skud, men bolden sneg sig forbi stolpen.
Fræk Dadason-detalje
Mathias Jørgensen fik en kæmpe chance i starten af anden halvleg, men FCK-forsvareren headede bolden tæt hen over overliggeren.
FCK spillede i øvrigt i en jubilæumstrøje i forbindelse med KB's 150 års fødselsdag.
Efter lidt over en times spil sendte Bo Svensson Viktor Dadason på banen.
Den unge islænding skulle blot bruge ti minutter på banen, før han fordoblede FCK's føring.
Jordan Larsson udfordrede på højrekanten og tog bolden med til baglinjen, inden han lagde den fladt ind foran målet.
Her dukkede Viktor Dadason op, og den unge angriber sendte bolden i mål med en flot hælafslutning.
Med fem minutter tilbage af kampen blev værterne tildelt et straffespark, efter bolden havde ramt Max Jensen på armen.
Jordan Larsson tog sig af straffesparket og sendte bolden hårdt og sikkert ind i netmaskerne til 3-0, hvilket også blev slutresultatet.
FC København gæster i næste runde FC Fredericia, mens Vejle Boldklub skal til Randers.

Birk klar til comeback
Hattrick | Afsnit 73Efter måneder væk fra rampelyset melder Frederik Birk sig nu klar til næste skridt i trænerkarrieren – men hvad er det for et job, han går efter?
Læs mere
FC København
Vejle Boldklub
3F Superliga





































