En mærkværdig historie har ramt Malaysias landshold.
Det internationale fodboldforbund FIFA oplyste i fredags, at syv spillere fra Malaysias landshold er blevet suspenderet.
Der er tale om spillerne Gabriel Arrocha, Facundo Garcés, Rodrigo Holgado, Imanol Machuca, João Figueiredo, Jon Iraurgui og Hector Serrano.
Alle syv spillere var med, da Malaysia i juni måned besejrede Vietnam med 4-0 i kvalifikationen til AFC Asian Cup i 2027.
Spillerne er blevet suspenderede, da det malaysiske fodboldforbund, ifølge FIFA, har brugt forfalsket dokumentation i forbindelse med at nationalisere spillerne, der alle er blevet tildelt malaysisk statsborgerskab for at kunne stille op for landsholdet.
Spansk klub respekterer beslutningen
Facundo Garcés er en af de syv spillere der er blevet suspenderet for al fodboldaktiviteter det kommende år.
Facundo Garcés spiller til dagligt i den spanske klub Alaves.
Alaves har mandag bekræftet, at den 26-årige stopper er blevet sanktioneret.
- Klubben udtrykker sin respekt for de beslutninger, der træffes af de kompetente myndigheder, og har tillid til, at situationen vil blive løst hurtigst muligt, oplyser Alaves i en udmelding på klubbens hjemmeside.
Facundo Garcés, der kom til Alaves fra argentinske CA Colon i vinter, har fået spilletid i seks ud af syv mulige kampe i La Liga i indeværende sæson.
FIFA oplyser, at de implicerede parter kan anke afgørelsen.


Alaves
Malaysia




































