Kvindelandsholdet kan se frem til en kamp i Parken den 28. oktober.
Her får landsholdet besøg af Finland, som man møder i Nations League. Fire dage forinden mødes man i Finland, og der er dermed tale om et returopgør.
De to landshold kæmper om at blive i det bedste lag i Nations League.
Det er anden gang, at kvindelandsholdet skal spille i Parken. I 2022 mødte man Brasilien foran 21.542 tilskuere.
Nu gentager man succesen. Noget, der er muligt, efter DBU's nye aftale med Parken.
- Vi står midt i en rigtig positiv udvikling for fodbolden for piger og kvinder globalt. Den udvikling skal Danmark selvfølgelig også være en del af.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Derfor er vi utrolig glade for at være lykkedes med, at Kvindelandsholdet skal spille så afgørende en kamp i Parken. Det er et stærkt symbol på den rejse, vi er i gang med, og hvor en del andre lande har sat turbo på.
- Vi ønsker, at flere piger og kvinder skal kunne spejle sig i de største scener og drømme stort.
- Derfor håber vi også, at Parken bliver fyldt med fans, der vil være med til at skabe en fantastisk fodboldoplevelse og give en ekstra støtte i kampen om at blive i det bedste lag i Nations League – og dermed også i jagten på kvalifikation til VM, siger DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen.
Dobbeltopgøret mod Finland handler ikke kun om at blive i det bedste Nations League-lag. Det giver også en mere favorabel vej til VM, skriver DBU.
Derfor håber Pernille Harder også på stor opbakning.
- Returopgøret mod Finland er en nøglekamp for os i jagten på VM, og der findes ikke en mere fantastisk ramme end Parken klædt i rødt og hvidt.
- Det oplevede jeg selv mod Brasilien, da vi spillede derinde første gang, og vi håber endnu en gang at have rigtig mange fans på lægterne til en rød-hvid festdag.
- Vi glæder os utrolig meget, og vi er klar til at give alt for at komme sejrrigt ud af de her playoffkampe, siger hun.

Danmark (k)
UEFA Nations League A






























