





Thomas Tuchels sæde i Bayern München er glohedt.
Efter 11 mesterskaber på stribe er de tyske giganter i gang med en sæson, hvor det lige nu ligner, at Xabi Alonso og Bayer Leverkusen skal bryde den stime.
Blandt andet efter Leverkusen ydmygede Bayern med 3-0 sidste weekend og inden søndag var otte point foran i tabellen.
Læg dertil det skuffende Champions League-nederlag ude mod Lazio i onsdags for manager Tuchel og Bayern.
Søndagens opgør mod Bochum, som blot havde vundet en kamp i 2024, var derfor en god mulighed for at dæmpe larmen om Bayern og den 50-årige tyskers fremtid i klubben.
Godt fra land inden spilstop
Alt startede da også planmæssigt for Bayern, da 20-årige Jamal Musiala fra kort afstand bankede bolden i nettaget til 1-0 efter et lille kvarter.
Efter et langt spilstop - grundet nye fanprotester - slog Bochum dog tilbage.
Her udplacerede først japanske Takuma Asano Manuel Neuer i Bayern-målet, inden Keven Schlotterbeck godt fem minutter senere kom højest efter et hjørnespark og headede hjemmeholdet overraskende på 2-1.
Ingen oprejsning i anden halvleg
Det virkede som et sandt mareridt, der udspillede sig søndag aften for Bayern i Bochum.
Helt fantasiløst gik Tuchels mandskab ud og jagtede en udligning, men med et kvarter igen gik det den anden vej.
For Dayot Upamecano hoppede op i eget felt og smækkede en albue i hovedet på Bochums Ivan Ordets.
Dermed fik han gult for anden gang i kampen, og så måtte franskmanden gå tidligt i bad. Nøjagtigt som den 25-årige forsvarsspiller også gjorde det mod Lazio i midtugen, da han stemplede Gustav Isaksen.
Aktionen gav naturligvis også et straffespark, som østrigske Kevin Stoger scorede til 3-1 på trods en hånd på sparket fra Neuer.
Bochum tredje mål virkede til at vække et eller andet i Bayern.
For kort tid efter brændte først Leroy Sane en kæmpe chance, men umiddelbart efter lykkedes det Harry Kane at reducere til 2-3.
Engelske Kane fik endnu en god mulighed i kampens tillægstid, men denne gang svigtede effektiviteten.
Første gang i ni år
Dermed tabte Bayern München 2-3 i Bochum og har nu tabt tre betydende kampe i træk.
Og det er ikke sket for sydtyskerne siden maj 2015, hvor man tabte til Leverkusen, Barcelona og Augsburg.
Nederlaget betyder endvidere, at Bayern med 12 kampe tilbage af sæsonen har otte point op til Leverkusen.
De tre point til Bochum betyder, at de nu er helt oppe som nummer 11 med ni point ned til stregen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


Bayern München
Bochum
Bundesliga





































