Efter en succesfuld prøvetræning skiftede Gustav Aabro i sommeren 2022 Lyngby Boldklub ud med selveste Borussia Dortmund, der satte kløerne i den dengang 16-årige målmand.
Siden blev det til optrædener på storklubbens U17- og U19-mandskab, mens han også en kort overgang var en del af det danske U17-landshold.
Men siden sidste sommer har den nu 19-årige keeper været uden kontrakt. Her valgte han nemlig at ophæve sin aftale med Dortmund for i stedet at jagte et seniorgennembrud i Danmark.
Det helt rigtige match dukkede dog aldrig op, fortæller Gustav Aabro til Bold.
- Lyngby var rigtig søde og lod mig træne med, indtil jeg fandt den rette klub. Jeg var så ude og træne med i forskellige klubber, men jeg kunne ikke rigtig se mig selv i nogen af dem.
- Det bundede nok mest i, at jeg var kørt træt i fodbold. Men jeg vil ikke sige, at jeg er stoppet med fodbolden, men jeg går heller ikke rundt og venter desperat på en ny klub, indleder den unge dansker, som altså ikke nåede at fuldføre sin kontrakt i Dortmund.
Artiklen fortsætter efter billedet

Svær start
Da Gustav Aabro i sommeren 2022 satte sin signatur på en treårig aftale med tyskerne, var det ellers med drømmen om at slå igennem i storklubben.
Det startede da også fint for den danske teenager, som blev taget godt imod på ungdomsakademiet.
- Det betød alverden for mig. Lige siden jeg var helt lille, har jeg drømt om at spille i en stor udenlandsk klub som Dortmund, så da det blev bekræftet, at jeg skulle afsted, var jeg verdens gladeste 16-årige knægt. Skiftet skete i slutningen af 9. klasse, og månederne op til var helt vilde.
- Jeg kom faktisk rigtig godt ind – både socialt og sportsligt i starten, siger han og fortsætter:
- Jeg boede på gang med Jamie Bynoe-Gittens (Chelsea) og Julian Rijkhoff (Ajax), og de var rigtig gode til at tage imod mig og introducere mig til resten af gruppen på Jugendhaus (Dortmunds ungdomscenter, red.), lyder det.
Alt var dog ikke fryd og gammen, og en skade endte med at spænde ben på den ellers fornuftige start i det tyske.
- Jeg skulle også starte i en tysk skole det første år, hvilket var svært. Lærerne talte ikke engelsk, og al undervisning foregik på tysk, så det var klart en udfordring.
- Desværre blev jeg skadet i hoften allerede efter én måned i en træningskamp mod Tottenham, og det holdt mig ude i flere måneder.
- Det gjorde det rigtig svært at komme tilbage i truppen, og siden den skade har det været meget “on and off” med spilletid. Det var en hård periode, siger den unge målmand.
Fortryder intet
Han fortryder dog på ingen måde sit skifte til den tyske storklub, hvor han i en tidlig alder lærte at klare sig selv.
- Det var en kæmpe oplevelse at tilbringe to år i Dortmund, men rent karrieremæssigt havde det nok været bedst for mig at bruge et par år mere i Danmark.
- Men det lærte mig at stå på egne ben, tage ansvar og klare tingene selv. Det sværeste var uden tvivl at kæmpe sig tilbage på holdet efter min skade – både fysisk og mentalt. Den modgang har også styrket mig mentalt, og det har jeg med mig i dag, siger Gustav Aabro.
Den 19-årige målmand driver i dag en tøjvirksomhed sammen med sin kammerat og bruger derfor de fleste af sine timer på det. Men helt færdig med fodbold er han ikke.
- Jeg håber inderst inde, at jeg en dag får den samme fodboldglæde tilbage, som jeg havde som 15-årig.
- Hvis jeg vender tilbage, håber jeg, at det er med ambitionen om at blive professionel igen - ikke bare for at spille for hyggens skyld, slutter 19-årige Gustav Aabro.

Sure Zorniger og europæiske drømme
Ugens Suppe | Afsnit 2Alexander Zorniger lægger offentligt pres på Troels Bech i jagten på nye spillere. Er det bare klassisk Zorniger - eller er der grund til bekymring i OB?
Læs mere
Dortmund
Bundesliga





































