Tirsdag havde den nye OB-spiller, Fiete Arp, sin første træning med den fynske klub.
Det tidligere tyske stortalent blev i 2019 hentet til Bayern München efter, at han blandt andet som 17-årig havde fået debut i Bundesligaen for Hamburger SV i 2017.
Forventningerne var derfor helt i top til Arp allerede fra starten af hans karriere.
Nu er Fiete Arp ny mand for Alexander Zornigers OB, og det er altså første gang, at den 25-årige tysker skal spille i en klub udenfor Tysklands grænser.
- Jeg har indtil videre spillet i Tyskland i hele min karriere, og nu føler jeg, det er det rette tidspunkt til at tage næste skridt i karrieren, og det bliver spændende at skulle spille udenfor Tysklands grænser.
- I fodbold kan du aldrig vide, hvad det næste kloge skifte er. Jeg har altid forsøgt at tage det rigtige skridt for at udvikle min karriere i den rigtige retning. Desværre er det ikke altid gået, som jeg havde håbet på. Nu kommer jeg fra fire rigtig gode år i Holstein Kiel, hvor jeg lidt fik genoplivet min karriere, siger tyskeren til den fynske klubs hjemmeside.
Fiete Arp har i OB underskrevet en treårig kontrakt. Selvom skiftet fra Bundesligaen til Danmark måske kan lyde som et step ned, så er Arp overrasket over faciliteterne hos fynboerne.
- Faciliteterne minder meget om dem, der er i Kiel. Jeg ved, det er en topprofessionel klub, jeg er kommet til. Det er en klub med en lang historie, og faciliteterne er gode – både de fysiske og de mandskabsmæssige. Mit indtryk er, at der i klubben er alt, hvad man skal bruge og lidt mere til. Så nu glæder jeg mig bare til, at arbejdet skal begynde, siger han til klubbens hjemmeside.
Arp spillede i den seneste sæson 23 kampe i Bundesligaen for Holstein Kiel, hvor han scorede to mål.
OB skriver på sin hjemmeside, at første gang Arp kan komme i spil for fynboerne er på torsdag klokken 14, hvor klubben spiller en træningskamp hjemme i Ådalen mod Sønderjyske.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
OB
3F Superliga


































