
Det blev endnu en ærgerlig oplevelse for Silkeborg.
Starten på den nye sæson har været ganske undervældende, og de sløje tendenser fortsatte torsdag aften, hvor Jagiellonia Białystok viste sig at være for stor en mundfuld.
Polakkerne tog en 1-0-sejr på JYSK Park, hvilket sikrer dem et godt udgangspunkt forud for returkampen i Conference League-kvalifikationens tredje runde.
Nicolai Larsen så en ganske udmærket indsats fra Silkeborg, men målmanden erkender også, at det ikke er nok, når resultaterne bare ikke er der.
- Jeg er selvfølgelig skuffet over, at vi taber 0-1, fortæller Nicolai Larsen til Bold og den øvrige presse.
- Præstationen synes jeg jo var i orden. Jeg synes, at vi spillede til mere, selvom det også er en tæt kamp, og lige nu er jeg bare lidt ærgerlig over, at vi igen fik præsteret en god kamp – ligesom mod Randers – og ikke fik noget med.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det tog blot Jagiellonia et kvarters tid at komme i front i torsdagens opgør, og det var via en glimrende scoring fra Bernardo Vital, som dog faldt efter en dødbold.
Irriterer du dig over deres mål?
- Det er jo en standardsituation. Det ved jeg ikke, om jeg gør, lyder det fra Larsen.
- Jeg synes egentlig, vores defensive struktur er meget fornuftig – rigtig god. Vi forhindrer dem faktisk i at komme frem til chancer. De har målet, de har en stor chance på en standardsituation til sidst, og så har de én i starten af anden halvleg, hvor vi laver en fejl.
- Jeg synes også, vi har nogle optræk til nogle fine chancer, og forskellen bliver så… Ja, jeg ved ikke lige, hvordan han fik den sparket ind på den måde dér på det hjørnespark, men det var i hvert fald flot.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
For Silkeborgs vedkommende venter nu en kamp mod FC Nordsjælland, der søndag byder op til 3F Superliga-bold, inden turen så går mod det afgørende returopgør i Białystok.
Til den tid er Nicolai Larsen utvivlsomt kommet videre fra torsdagens nederlag.
- Lige nu er jeg bare skuffet over, at vi taber, men i morgen er jeg oven på igen. Så er det sådan, det er. Jeg har heldigvis prøvet at tabe mange gange før, så det bliver lidt lettere med tiden at komme videre i teksten.
- Det eneste, vi kan styre, er præstationen, og vi syntes, at den var i orden. Vi føler egentlig, at det var i orden, og de ting, vi havde snakket om på forhånd, var i orden.
Sløj start skræmmer ikke
Det har været en særdeles ringe sæsonstart for Silkeborg, der indtil videre har tabt tre ud af tre mulige 3F Superliga-kampe.
Europæisk har det heller ikke set for godt ud, da man måtte helt ud i forlænget spilletid for at besejre Akureyri fra Island i den seneste kvalifikationsrunde.
- Sæsonen er stadig ung, og selvfølgelig er vi irriterede over at være kommet dårligt fra start resultatmæssigt, men det er ikke verdens undergang, siger Nicolai Larsen.
- Vi har mere været irriterede over, at vi ikke syntes, vores præstationer var i orden i de første to kampe. Det er mere det, vi irriterer os over. Det er det, vi kan styre. Man kan spille mange gode kampe, og så ikke få et resultat med. Sådan er det at være Silkeborg IF.
- Vi kan ikke bare præstere og så samtidig forvente at vinde. Vi skal præstere hver evig eneste gang, og så har vi en chance for at vinde. Det er sådan, det er, og 3F Superligaen er ekstremt kompetitiv, så vi skal tage præstationen med.
Der er dog en del punkter, der skal arbejdes på, hvis Silkeborg skal få skovlen under Jagiellonia Białystok i næste uge.
Blandt andet var der stor forskel på indsatsen i henholdsvis første og anden halvleg af torsdagens kamp, hvilket cheftræner Kent Nielsen har sat ord på her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Silkeborg IF
ECL-kval





































