Gyldent gensyn: 'Småpsykopaterne' slog FCM

Dagens gyldne gensyn er fra 2016, og her gemmer sig en kamp tilbage fra november 2000, hvor Viborg knuste oprykkerne fra FC Midtjylland med 5-3.

Rivaliseringen mellem de to midtjyske klubber var allerede skabt med Ikast FS inden fusionen, men blussede for alvor op efter stiftelsen af FC Midtjylland i 1999.

- Viborg var jo Midtjyllands hovedstad i helt gamle dage, så jeg tror, at nogen blev stødt over, at der pludselig kom en klub, der ville være centrum for det hele, fortæller forsvarsgeneralen Ralf Pedersen til bold.dk.

- De var heller ikke blege for at melde stort ud. Janteloven gav de ikke meget for, og det har nok været med til at tænde op under nogle viborgensere, som måske mente, at man skulle være mere ydmyge.

- Dengang var Viborg storebror, da FC Midtjylland var oprykkere, og med 5-3-sejren var reaktionen fra mange i Viborg nok: ’Ja ja, I kalder jer Midtjylland, velkommen til virkeligheden, kan I have det godt, I rykker snart ud’.

- Nu må vi nok erkende, at de er stukket lidt af fra Viborg på det seneste, men de her nabokampe lever sit eget liv, og de betyder rigtig meget for fansene.

Storrygende Heine på forsiden

Viborg havde sæsonen forinden vundet klubbens første og hidtil eneste pokalfinale og sendte efterfølgende sensationelt CSKA Moskva ud af UEFA Cup’en.

Rayo Vallecano blev runden efter endestationen, men det var rigtig stort for en lille klub som Viborg, beretter Ralf Pedersen.

- På det tidspunkt var Rayo Vallecano helt oppe at køre i den spanske liga. Jeg kan huske, at Heine (Fernandez, red.) var den første ude af flyveren, men han måtte jo ikke ryge lige, da han kom ud. Han skulle jo lige ind i rygerummet.

- Dagen efter var der et stort billede af os i den lokale avis i Madrid, og de skrev om de her danske spillere, der kom afslappet derned og røg cigaretter. De drog en parallel til Danmarks EM-triumf i 1992 og advarede om at undervurdere os, for det var jo set før, at undertippede danskere kunne skabe resultater. Det var typisk dansk, skrev de.

- Vi fik et fint resultat dernede med et smalt 0-1-nederlag, men røg ud på reglen om udebanemål efter 2-1 på Silkeborg Stadion. Jeg blev smidt ud i returkampen for en nødbremse, og deres mål kom på det efterfølgende frispark, som ramte Jakob Glerup på skulderen og gik i mål. Det var den mindste margin, vi røg på, og det var pissehamrende ærgerligt.

Kalenderåret 2000 står for Ralf Pedersen som det største og mest succesrige år i Viborgs lange historie.

- Der har været perioder, hvor det har set sort ud i Viborg, og der er perioder, hvor det har været utrolig grønt. Det er vel ikke for meget at sige, at år 2000 muligvis var det bedste år i klubbens historie.

- Vi havde spillet en super sæson og vundet pokalfinalen, og så var der UEFA Cup-eventyret efterfølgende, som var fantastisk. Vi var undertippede, men var tro mod vores koncept.

Hårdtarbejdende småpsykopater

I 2000 var profilerne for Viborg blandt andre de hårde hunde Jakob Glerup, Thomas Frandsen og Ralf Pedersen selv, mens Heine Fernandez, Søren Frederiksen og Steffen Højer sendte mål ind på samlebånd i den anden ende af banen.

Et uhyre stærkt sammenhold og helt tydelige roller på holdet blev en af nøglerne til succes for de grønblusede.

- Vi kørte stort set med det samme hold i alle kampe, og vi var jo mere eller mindre småpsykopater alle sammen. Thomas Frandsen og jeg selv var en rygende vulkan under kasketten, og vi havde et super omklædningsrum, husker Ralf Pedersen.

- Heine var en ener. Når han var med, og vi havde bolden, var vi 11,5 mand, men når vi skulle jagte den, var vi kun 10 mand, for han lavede ikke ret meget. Jeg har selv haft sparket døren ned til træning og råbt, at nu gad jeg fandeme ikke være på hold med ham længere, for han lavede ikke en skid.

- Men vi vidste, at han leverede fuldstændig, når der var kamp. Bolden skulle bare i feltet, så skulle han nok få prikket en ind. Vi accepterede hinandens roller, og det var nøglen for os. Som hold havde vi også mange kampafgørende spillere, ikke bare angriberne.

Viborgs varemærke var hurtige kanter, giftige omstillinger og et par særdeles målfarlige herrer i front.

- Vi kom meget over kanterne og kørte omstillinger. Morten Hamm og Thomas Tengstedt var gode til at gå med frem fra backen, mens min egen rolle var at opsnappe bolden og hurtigst muligt spille den til en grøn.

- Vi vidste godt, vi ikke var Brøndby eller FCK, men vi kunne til gengæld slås en vis del ud af bukserne for at få fat i kuglen, og skulle vi hente et resultat mod de store hold, vidste vi, at det skulle komme via omstillinger.

- Thomas Frandsen og Jakob Glerup var jo ikke typerne, der tog bolden og snød 3-4 mand. Det handlede om at komme over kanterne, og så vidste vi, vi havde kvalitet i boksen.

- Vi kendte hinanden til fingerspidserne, og vi havde spillet sammen noget tid. Vi havde så godt et sammenhold, at vi ville brække arme og ben for hinanden, og det fik vi overført fra omklædningsrummet til banen, slutter Ralf Pedersen.