Thomas Schaaf blev i december hentet ind for at redde Hannover 96 i Bundeligaen, men det er ikke gået godt. Holdet har tabt ni af de seneste ti kampe.
Nu langer træneren ud efter sine spillere. Han undrer sig over, at betingelserne er optimale men præstationerne så dårlige.
- Jeg er den tredje træner på to år. Så må man gøre sig sine tanker om, hvorvidt dem, der er kommet og gået, altid har gjort alting forkert, og om dem, der har været her hele tiden, intet galt har gjort, siger Schaaf ifølge Bild og fortsætter:
- Hver dag er der 16-17 mennesker omkring holdet, der forbereder alt, for at de 11 på banen er optimalt opvartede. Og hvad oplever man så på banen? Hvilke præstationer ser man? Det må man spørge sig selv om. Der mangler noget.
Hannover har ti point op til redning inden morgendagens nordtyske duel mod Hamburger SV.


Hannover 96
Bundesliga
























