



Cepheus Park dannede rammerne for bundstriden mellem Randers FC og FC Fredericia, som jagtede vigtige point i kampen om at undgå nedrykning – hjemmeholdet var blot et point foran oprykkerne fra Fredericia.
Opgøret endte 2-2, hvor fejl i begge ender blev udslagsgivende for resultatet.
Dermed er det helt lige i kampen om overlevelse, hvor Randers, Fredericia og Silkeborg kæmper om at undgå nedrykning.
Bizzare fejl i begge ender
Der blev taget hul på målfesten allerede efter fem minutter, hvor målmand Paul Izzo var stærkt involveret i scoringen.
Udeholdet havde et hjørnespark, som endte hos Izzo, der boksede bolden lige ud til en Fredericia-spiller. I den situation stod Sofus Johansen klar til at heade bolden sikkert i mål.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det var ikke det eneste målmandskoks i første halvleg, da Valdemar Birksø gjorde kunsten efter.
Birksø forsøgte efter et Randers-hjørnespark at bokse til bolden, men i modsætning til Izzo ramte han ikke bolden. Bolden fløj forbi keeperen, og ved bagerste stolpe stod John Björkengren klar til at udligne til 1-1.
Få minutter senere var der igen fare på færde i Fredericia-feltet, hvor Birksøs redningsreflekser blev testet.
Mike Themsen sendte en halvflugter fra kanten af feltet og var tæt på at bringe Randers i front, men blev stoppet af Birksøs redning, som røg ud til hjørnespark.
Den underholdende første halvleg blev ved med at byde på fejl.
Randers’ Martin Sjølstad skulle cleare bolden, men endte i stedet med at sende den over egen keeper og i eget net. Det var et særdeles bizart mål, som tydeligvis efterlod begge lejre i chok.
Helt lige i bunden
Anden halvleg var knap nok i gang, før der igen faldt mål. Hjemmeholdet fik denne gang scoret i det rigtige mål, hvor Cyril Edudzi stod klar til at prikke bolden ind til 2-2 efter et glimrende indlæg fra Mathias Greve.
Fredericia er det Superliga-hold, der har indkasseret flest mål i det sidste kvarter – 14 gange. Randers har i samme periode scoret to mål.
Randers var tættest på i slutminutterne med at udbygge denne negative statistik, men Fredericia holdt stand til allersidst.
Det er fortsat helt tæt i bunden af rækken efter denne Superliga-runde, hvor Vejle allerede er definitivt rykket ned.
Resultatet betyder, at Fredericia efter tre uafgjorte kampe i træk ligger på tiendepladsen med samme antal point som Silkeborg, men med en bedre målscore.
Randers ligger på niendepladsen med 31 point, og dermed er det helt åbent, hvilke af de tre hold der rykker ned til Betinia Liga.
Silkeborg og Randers mødes i næste runde, mens Fredericia får besøg af OB.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere

Randers FC
FC Fredericia
3F Superliga


































