Det var noget undervældende, da det danske landshold i september blot vandt 1-0 over Færøerne på et sent mål af Jonas Wind.
Danmark havde det svært på grund af et par brændte chancer først i kampen, inden Færøerne med en betondefensiv fik lukket ned for den danske offensiv, der altså først til sidst fik forløsning.
Lørdag venter en lignende opgave, når landsholdet gæster Moldova i VM-kvalifikationen, og derfor har der i ugen op til kampen været offensiv fokus i landsholdslejren.
Hjulmand og co. vil nemlig meget gerne have tidligt hul på bylden, som det skete, da Danmark slog Moldova 8-0 i marts.
- Der er nogle helt fodboldfaglige ting, der kan blive meget det samme som mod Færøerne. Vi kommer til at møde et hold, der står meget lavt og langt tilbage, og de vil pakke sig. Så det er op til os at få det brudt ned.
- Det er en svær opgave uanset hvad, og de holdt blandt andet skotterne på 1-0 i Skotland, og fra den kamp vil de formentlig kopiere lidt af det, der skete, siger han og fortsætter:
- Vi fik hul på dem sidst, og det er det, det handler om. Hvis vi kan få scoret tidligt, så kommer der noget hul, og derfor bruger vi meget tid på vores offensive mindset og relationer, og vi bruger masser af tid på standardsituationer, for det er ofte et godt middel til enten at score på eller ofte sker der noget i tiden efter.
- Vi ved udmærket godt, at de her kampe kan blive bøvlet, så det kræver en 100 procent indsats. Vi kan ikke tillade os at se over den kamp for at se hen imod kampen i Parken på tirsdag. Vi fokuserer helt på Moldova.
Fire mand i forsvaret igen?
Mod Færøerne stillede Danmark til start med ni ændringer fra kampen mod Skotland et par dage før.
Det betød blandt andet en ændring i formationen, hvor Danmark gik over til et forsvar på fire mand.
Om det gentager sig mod Moldova må tiden vise, for Hjulmand vil være fleksibel og afkode, hvor Moldova giver plads på lørdag.
- Det handler ikke så meget om formationer, men mere om positioner. Vi skal være klar på de scenarier, som Moldova stiller os i, og sidst spillede de meget 5-4-1 og de har også spillet 4-5-1, så det er det, vi skal være klar på. Giver de plads mellem kæderne eller giver de pladsen udenom?
- Dem der så vores træning onsdag, så at vi arbejdede meget med gennembruddet rundt om, så vi brugte de ydre positioner til at komme ned bag dem, siger han og slår fast, at gennembrud over kanterne ikke kun er oplagt med Joakim Mæhle og Daniel Wass som wingbacker.
- Vi kan godt bruge backs på ydersiden, selv om vi bruger to stoppere. Det er klart, det har mandskabsmæssige konsekvenser, om vi gør det ene eller det andet, men det vigtige er, at vi som hold har positioner, der gør, at vi kan fastholde angrebene, som gør det svært for Moldova.
Han afviser desuden, at han vil rotere i samme omfang, som han har gjort det i de seneste landsholdssamlinger, hvor Danmark har skullet spille tre kampe per samling.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FIFA VM
Danmark


































