Frederik Ihlers største kamp er ikke foregået på grønsværen.
I et åbent og ærligt interview med Fotbollskanalen fortæller den 22-årige dansker således, at hans far har været alvorlig syg, så længe han kan huske.
Derfor har hans opvækst ikke været som de flestes.
- Da jeg var lille, kunne jeg ikke gå ud og lave almindelige ting med min far, som for eksempel at spille fodbold. Ting som er helt naturlige for andre familier, kunne vi ikke gøre.
- Han mistede begge nyrer, og de nye nyrer holder hele tiden op med at fungere. Det bliver aldrig rigtig godt igen, og det er trist.
- Jeg ville så gerne have ønsket, at han kunne komme her og se mig spille en kamp, siger Ihler, der i sommer skiftede på en permanent aftale til Elfsborg.
Det tidligere AGF-talent kan dog glæde sig over, at farmand følger trofast med fra hospitalssengen.
- Det er godt, at man kan streame Allsvenskan, så han kan se mine kampe. Det er et hårdt liv, han lever, når han ligger der uden at kunne gøre noget.
- Hans krop er ødelagt, og han kan ikke leve et normalt liv, men vi prøver ikke at tale så meget om hans helbred. I stedet taler vi om fodbold – om hvilken kamp man skal se eller ikke se, lyder det fra den 22-årige dansker.
Klokken 14:00 skal Frederik Ihler og co. i aktion, når IFK Göteborg venter i sæsonens første Allsvenskan-kamp.


Elfsborg
Allsvenskan


































