

FC Midtjylland vandt 2-0 over Rijeka og har derfor kurs mod ligaspillet i Conference League.
I første halvleg af kampen imponerede Mike Tullbergs tropper ikke for alvor offensivt, selv om mandskabet kom foran 1-0.
I pausen valgte cheftræneren at skifte Stanley Iheanacho og Sofus Johannesen ind, og det skulle vise sig at være en god idé.
Iheanacho spillede nemlig en hovedrolle, inden Johannesen endte med at sende bolden ind til 2-0.
Senere kom Kjell Wätjen også ind og gjorde en god figur for midtjyderne. Efter kampen fik de tre indskiftere stor ros fra Mike Tullberg.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg synes, at vi spillede en rigtig god kamp. I første halvleg kontrollerede vi og kom foran 1-0, men jeg synes, at vi spillede lidt for meget til siden og baglæns.
- Så valgte jeg lidt nogle andre typer i anden halvleg, og jeg er vanvittigt glad for de tre unge, der kom ind.
- Sofus og Stanley kom ind tidligt, og Kjell kom ind senere. Han viste også, hvad han kan bringe til holdet.
- Vi blev mere dynamiske, og jeg havde sagt til de unge knejte, at de skulle turde udfordre, og så skulle de reparere det, hvis de ikke lykkedes. Det var Sofus et godt eksempel på, for jeg skal love for, at han arbejdede tilbage i banen.
- Det var det samme i forhold til Stanley, så jeg er rigtig glad for de tre, der kom ind, siger Mike Tullberg.
Der spilles returopgør i Kroatien på torsdag.

FC Midtjylland
ECL-kval
























