OB hentede i 2013 Jacob Barrett Laursen til klubben fra Juventus, og efter at have været igennem flere skader, har Barrett efterhånden spillet sig ind på Kent Nielsens mandskab.
Nu har OB valgt at forlænge aftalen med Barrett, så den nu gælder frem til sommeren 2019.
- Jacob har i de seneste halvandet år fået mere og mere spilletid, og han har vist, at han godt kan være med på superliganiveau. Vi er glade for den enorme løbekraft, han har, hvor han er meget offensiv i sin tilgang til spillet, siger Kent Nielsen til OB's hjemmeside.
- Han skal stadig bygge på, men der er meget positivt i hans udvikling, og han er stadig en meget ung spiller med et stort udviklingspotentiale.
- Jeg er overbevist om, at vi i fællesskab kan løfte ham til at blive endnu stærkere og bedre, så han også får endnu mere spilletid fremover, så vi glæder os over, at vi har forlænget aftalen med ham, så vi også i de kommende sæsoner har hans humør og engagement i truppen – og ikke mindst kan arbejde sammen med ham om at udvikle hans kompetencer som en af de få dygtige naturligt venstrebenede backs i ligaen.
22-årige Barrett står noteret for 29 officielle kampe for OB.


OB
3F Superliga































