Jeppe Tverskov var uheldig i efteråret, hvor han kom ud for en grim knæskade. Forsvarsspilleren blev skadet i det indvendige ledbånd, og dengang lød prognosen på en tre måneders skadespause.
Nu er Tverskov tilbage med græs under fødderne, hvor han dog fortsat træner alene.
- Det går meget godt. Jeg er en smule foran tidsplanen, og jeg har lagt på, som vi har håbet på. I sidste uge begyndte jeg at kunne løbe på banen, så det ser rigtig positivt ud.
- I denne uge er jeg startet på at bruge højrebenet, og der er et stykke tid endnu, før det er helt godt, men jeg kan lave afleveringer med begge ben nu, siger Tverskov til bold.dk.
Tverskov glæder sig over at træne tæt på holdkammeraterne igen efter en lang opstart, hvor han har opholdt sig alene i fitnesscenteret.
- Jeg har så ofte set de andre gå ned på banen, hvor jeg måtte gå op i fitnesscenteret. Det er det hårdeste ved at være skadet, og nu er det dejligt, at jeg kan få en lille time nede på træningsbanen , selvom jeg fortsat træner alene.
- Det betyder rigtig meget, og det har hjulpet på humøret. Det der med at træne alene er hårdt, siger Tverskov.
Hvornår kan du begynde at træne med resten af holdet igen?
- Det afhænger lidt af hvor godt det går, men vi har snakket om, at hvis alt går godt, så kan jeg så småt begynde at træne med holdet om to ugers tid, siger Tverskov.
Forsvarsspilleren forklarer, at det fortsat er lidt svært at vænne sig til at bruge benet igen, og at det er nogle mentale udfordringer, som han er indstillet på at skulle løse.
- Jeg har stadig noget nervøsitet omkring at bruge benet, fordi jeg ikke har haft følelsen af at sparke til en bold i de seneste to måneder. Derfor skal jeg igang med den naturlige overgang, så jeg kan lave normale afleveringer.
- Der ligger noget mentalt i det, og det har jeg også fået fortalt, at det bliver en stor udfordring her i starten, siger Randers-spilleren.
Tverskov har kontraktudløb med klubben til sommer, men forhandlingerne er i første omgang udskudt til transfervinduet er lukket.
- Vi har snakket lidt med Ole Nielsen, men vi har fået samme besked, som jeg har set Jonas Borring har fået. Randers vil gerne have overstået transfervinduet, og så begynder vi at tage snakken igen til den tid. Jeg stresser ikke over udløbet, siger Tverskov.
Jeppe Tverskov har fået 27 Superliga-kampe, siden han i 2014 skiftede fra Lyngby BK.
soren@bold.dk


Randers FC
3F Superliga































