Jernmentalitet bragte Billing til engelsk debut

Philip Billing løber rundt på sidelinjen på John Smith's Stadium i Huddersfield. Inde på banen er der fuld smæk på kampen mod Kasper Schmeichel og Leicester, som allerede har sikret sig oprykning til Premier League.

Det er kun anden gang, den høje midtbanespiller er med førsteholdstruppen til kamp i Championship. Få uger inden opgøret mod Leicester var han med mod Bolton, men sad på bænken i hele kampen - i dag håber han på debut.

Forud er gået et år og fire måneder som Huddersfield-spiller efter skiftet fra Esbjerg fB. Det har været en tid med barske mentale udfordringer - men det har været en fed tid.

17-årige Philip Billing har arbejdet hårdt for at løbe rundt der på sidelinjen og varme op til det, der kan ende med seniordebut.

Pludselig hører han, at der bliver råbt efter ham fra bænken. Et sus går igennem ham, og nervøsiteten får pludselig sit tag i ham.

Det er manager Mark Robins, der kalder ham hen til sig, og i de næste fem minutter får Billing intensive instruktioner i, hvordan han skal gøre i forskellige scenarier mod det kommende Premier League-mandskab.

Efter 75 minutter scorer Leicester til 2-0, og det giver anledning til udskiftning. Philip Billing smider overtrækstrøjen, og da trøjen ryger af, slipper nervøsiteten pludselig sit jerngreb i ham.

Den 17-årige dansker træder op til sidelinjen og skæver op til udskiftningstavlen. Den er god nok, selvom det ikke helt er til at fatte. Der står '29' på tavlen. Nu er det nu - debuten er en realitet.

Faldt hurtigt til
Da Philip Billing i slutningen af januar 2013 skiftede det vestjyske ud med en tilværelse som fodboldspiller i engelske Huddersfield, var der mange ting at forholde sig til.

Den bare 16-årige knægt forlod de trygge rammer hjemme hos sine forældre og søskende og drog altså til et helt andet land - ganske enkelt for at skabe sig selv en fodboldkarriere.

Det betød, at der selvfølgelig var et afsavn i starten, og at mor hjemme i Vestjylland lige skulle affinde sig med situationen. Men det blev aldrig et problem. Mor vidste, at sønnen havde fået sin drøm opfyldt.

Samtidig vinkede han farvel til sine venner og holdkammerater fra omklædningsrummet i Esbjerg, og den dag i dag er der en del af de gamle drenge, han ikke længere får talt nok med.

Netop afsavnet til familien og vennerne er noget nær det eneste, Billing fremhæver, når han bliver spurgt om ulemperne ved at forlade hjemlandet i en ung alder.

Og det var ikke ligefrem fordi, han kom ind på et hold, hvor alle stod klar med åbne arme. I stedet sagde han goddag til en stak nye holdkammerater, som ikke var lige så gæstfri som dem, han havde været vant til.

Ikke desto mindre faldt Billing hurtigt til i sin nye tilværelse, hvor han som udgangspunkt spillede på Huddersfields U18-mandskab.

- Jeg havde lært lidt engelsk i skolen, selvom jeg måske ikke hørte helt vildt godt efter. Jeg kunne forstå det meste, men jeg var ikke så skarp til selv at snakke engelsk. Så det var en af de ting, jeg lige skulle have styr på.

- Men klubben var fantastisk. De tog sig rigtig meget af mig, og jeg manglede ikke noget, da jeg kom herover, så på den måde var det helt perfekt, siger Philip Billing.

Inde på banen kom han dog hurtigt til at mærke, hvad det vil sige at være fodboldspiller i England - ikke mindst i forhold til, hvordan det adskiller sig fra den danske måde at spille fodbold på.

- Jeg kunne godt mærke, at der var mange ting at vænne sig til. Det var mere fysisk præget end noget andet, jeg nogensinde havde prøvet, siger Billing.

- Man fik lov til rigtig meget. Nogle af de tacklinger, man kunne lave, var meget voldsomme, og det skulle jeg selvfølgelig vænne mig til. Det er noget, jeg stadig vænner mig til.

- Herovre er det normalt, men hvis man spillede U17 eller U19 hjemme i Danmark, havde det nok givet rødt kort, siger Philip Billing.

Hidsige holdkammerater
Fysikken var en markant faktor, og man kunne sagtens risikere at løbe ind i en hidsig tackling til både træning og kamp. Derudover var stemningen i omklædningsrummet knap så løssluppen, som den kan være i et dansk omklædningsrum.

- Hjemme i Danmark kan man godt sige, at man er  venner i omklædningsrummet. Herovre er alle her for at spille fodbold - ikke for at få venner. Sådan er det bare. Specielt de engelske spillere er vokset op i den mentalitet.

- Da jeg kom som 16-årig, var der nogle spillere, der snakkede med mig, men de, der var midtbanespillere, snakkede ikke særlig meget til mig, for de vidste godt, at jeg var der for at tage deres plads.

- Der er kæmpe rivalisering på holdet. Man har det også i Danmark, men herovre er det altså bare på et andet niveau, siger Philip Billing.

Det ville ikke være første gang, at en dansk spiller bukkede under for presset i en udenlandsk klub, og det påvirkede da også Billing. Men han prøvede at kæmpe imod.

- Jeg tænkte bare, at jeg var nødt til ikke at være en kylling, men i stedet bare give tilbage af samme skuffe. Jeg skulle ikke lade mig hyle ud af det, siger han.

- Jeg har aldrig været en spiller, der har smadret folk ned, men jeg var nødt til at tillægge mig en fysisk tilgang til spillet - være klogere og bruge kroppen på en anden måde.

- Det var helt anderledes, men jeg syntes, det var meget sjovt. Jeg havde ikke noget imod det. Men det var godt nok noget af en oplevelse, siger Billing.

Stærk mentalitet er nødvendig
Han erkender dog, at det krævede mange ressourcer at omstille sig til den mere hårdtslående tilgang til spillet. Men man er ganske enkelt nødt til at gøre det, hvis man vil klare sig i det engelske system, slår Billing fast.

- Man skal virkelig have en stærk mentalitet. Jeg tror ikke, at folk, der ikke har været i sådan et system i en engelsk fodboldklub, forstår, hvor hårdt det er for mentaliteten.

- Men det er noget, man vænner sig til. Man skal bare affinde sig og leve med det. Det er ikke personligt, hvis de andre ikke taler til dig, for man er der for at skabe sig en karriere, og det er førsteprioriteten.

- Jeg tror, det hjalp mig meget, at jeg kom herover i en meget ung alder. Hvis jeg kom nu, efter at have spillet i Superligaen, tror jeg, jeg ville have haft sværere ved at indrette mig og forstå mentaliteten, siger Billing.

Midtbanespilleren er dog ikke blevet noget kynisk monster af at være i den engelske mentalitet. Han kan sagtens vende tilbage og tilpasse sig mere danske værdier, når det er nødvendigt.

- Jeg har det da sådan, at man som holdkammerater godt kan være venner. Men jeg har bare forstået den engelske kultur og lært at leve efter den. Når jeg eksempelvis tager hjem og er med på landsholdene, er det jo ikke sådan, at jeg løber rundt og smadrer folk.

- Jeg kan jo sagtens indgå i en anden mentalitet. Herovre er det bare, som det er, og det skal man affinde sig med. Nu har jeg oplevet det på egen krop, siden jeg var helt ung, og jeg har oplevet en masse ting, som har rustet mig, siger Billing.

Den første periode forløb altså rigtig godt for Philip Billing, som hurtigt gjorde god figur på U18-holdet og til førsteholdstræningerne, mens han også fik debut på klubbens U21-hold i en meget ung alder.

Mod førsteholdet
Der gik heller ikke lang tid, før førsteholdstræner Mark Robins fik øje på den altså bare 16-årige dansker. Hver torsdag gik alle Billings holdkammerater fra U18-holdet i skole, så Billing trænede med førsteholdet.

- Det gik rigtig godt til min første træning, og manageren ville gerne have mig op i truppen permanent, siger Philip Billing.

Den plan blev der dog lukket ned af Frankie Bunn, som på det tidspunkt var en af trænerne omkring U18-holdet i Huddersfield.

- Frankie har hjulpet mig utrolig meget i løbet af årene, og han sagde, at jeg ikke var klar til det. Han mente, det var vigtigt, at jeg skulle vænne mig til det hele, før jeg bare blev smidt ind i en førsteholdstrup. Men jeg trænede ofte med dem alligevel.

- Jeg tror dog, det var godt, at det blev besluttet, at jeg ikke skulle derop permanent, siger Philip Billing.

I løbet af det første år begyndte Billing dog gradvist at træne mere og mere med på førsteholdet - og netop det blev afgørende for, at han skabte sig et forspring i forhold til sine holdkammerater i ungdomsafdelingen.

- Jeg kan huske, der var en masse gode spillere i ungdomsafdelingen. Vi havde et rigtig godt hold. Men jeg tror, at det var afgørende, at jeg trænede med førsteholdet en gang om ugen allerede fra starten.

- Træneren kunne rigtig godt lide mig, og det gav mig lidt en fordel. Han mente, at hvis man var god nok, så var man også gammel nok. Men U18-træneren blev ved med at sige nej til, at jeg kunne rykke op permanent.

Frustrerende tid
Det skabte undervejs i perioden små frustrationer hos den unge midtbanespiller, som godt kunne se sig selv deltage på niveau med de andre i Championship-truppen.

- Hvis man kommer op på førsteholdet, tænker man måske pludselig, at man skal nå alt muligt. Jeg tog da også mig selv i at tænke, at jeg syntes, at de spillere, der spillede i weekenden, ikke gjorde det godt til træning - og det forstod jeg måske ikke helt.

- Men når jeg tænker tilbage på det nu, kan jeg jo godt se, at jeg var en 16-årig knægt uden nogen form for seniorerfaring, mens de, der ikke gjorde det godt til træning, var spillere, der måske havde mellem 300 og 400 Championship-kampe på cv'et, og at de var bundrutinerede og vidste, at det var lørdag eftermiddag, de skulle præstere - og det gjorde de.

Småfrustrationerne skabte dog aldrig de store problemer for Billing, for han fik god rådgivning af sit bagland og især Frankie Bunn, og så var han indstillet på, at han måtte kæmpe for det - og det har han taget med sig hele vejen til toppen.

- Mentaliteten har helt bestemt været afgørende for, at jeg klarede mig igennem ungdomssystemet. Jeg kan næsten ikke sige det nok - tålmodighed er simpelthen så vigtigt, når man er ung spiller, siger nu 21-årige Philip Billing på en måde, der får ham til at lyde 10 år ældre.

Tålmodigheden bar frugt. 10 måneder efter at have skrevet under på sin første ungdomskontrakt, skrev Billing i oktober 2013 under på den første professionelle kontrakt.

Og rejsen nåede endnu en milepæl, da han havde været Huddersfield-spiller i et år og fire måneder - han fik chancen på førsteholdet i 2013/2014-sæsonens næstsidste opgør mod Leicester.

En milepæl bliver nået
17-årige Philip Billing klapper sin holdkammerat Jonathan Hogg i hænderne og sætter i løb - men inden han når at finde sin plads på banen, må han rette blikket mod tribunerne.

De omtrent 16.000 mennesker på John Smith’s Stadium har rejst sig og klapper den unge vestjyde ind på grønsværen. Han har svært ved helt at forstå, hvad det er, der sker.

Det går op for Billing, at det er ham, tilskuerne klapper ad, og det giver ham selvtillid. Han smider endegyldigt nervøsiteten og forsøger at gøre sit ypperste i opgørets sidste kvarter - og han gør det godt, synes han selv.

Han kan dog ikke gøre noget ved, at Leicester løber med sejren på 2-0, men da dommeren fløjter af, ånder Billing lettet op. Det har været en kæmpe oplevelse, og han har nydt det, selvom det ikke varede så længe.

Første mål er nået - nu gælder det om at ride videre på bølgen og sætte nye mål i jagten på gennembruddet i Huddersfield.

nicolai@bold.dk

I morgen udkommer tredje og sidste afsnit i fortællingen om Philip Billing. Her kan du læse om, at Billing har været en smule overset i Danmark, og hvad han mener om det. Derudover kan du læse om nogle af de drømme, Billing går med.