Jupiler Pro League -Jess Thorup: Fra fyringstruet til succestræner
2020-04-03 08:10:01
Foto: Getty Images

Jess Thorup: Fra fyringstruet til succestræner

Jess Thorup er gået fra fyringstruet til at være en decideret succes hos både bestyrelse og især fans, fortæller den belgiske journalist Rudy Nuyens. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

1. maj 2019. Gent og Jess Thorup smider en 1-0-føring mod Mechelen fra den næstbedste række og taber skuffende pokalfinalen med 1-2.

Forinden havde Gent blot hentet sølle ét point i sine seneste seks ligakampe i det belgiske mesterskabsspil, og sæsonen var nu på vej mod en katastrofal afslutning uden en europæisk billet.

Jess Thorup var blevet headhuntet som dansk mestertræner i FC Midtjylland syv måneder tidligere, og samarbejdet startede fint, men i Gents bestyrelse var tålmodigheden med danskeren ved at slippe op.

Thorup fik dog lov at gøre sæsonen færdig, og mindre end et år senere er lykken i den grad vendt på hovedet.

Journalist Rudy Nuyens følger Gent tæt for den store avis Het Laatse Nieuws og hln.be, og han fortæller historien om en dansk træner, der har formået at overbevise både en kritisk bestyrelse og klubbens fans.

- Til at starte med havde Jess Thorup ingen mulighed for at sætte sit eget aftryk på holdet, for han havde ikke været inde over transfers eller noget andet, siger Nuyens til bold.dk og fortsætter: 

- Han lavede et godt træk i januar ved at hente Alexander Sørloth, som han kendte fra FC Midtjylland, men det var et stort lavpunkt, da Gent i maj tabte pokalfinalen til Mechelen fra den næstbedste række.

- Det var en meget stor skuffelse, og på det tidspunkt overvejede bestyrelsen helt sikkert at fyre ham. 

- Hans job var på spil, men han reddede sig efterfølgende selv ved at vinde de tre sidste kampe i sæsonen og først til allersidst sikre femtepladsen, der gav europæisk fodbold.

- Havde han kun vundet for eksempel én af de tre kampe, så var han nok blevet fyret. Men holdet hævede sig selv i de tre kampe, og bestyrelsen var nødt til at sige: 'Han gør noget taktisk, der redder os og sikrer os europæisk fodbold.'

- Og derefter ændrede historien sig. Jess kom ind over transferne i løbet af sommeren, og han ændrede systemet til 4-4-2 med en diamant på midtbanen. 

- Han prøvede allerede det system i slutningen af sidste sæson i de tre sidste kampe, der alle blev vundet, og derfor valgte han også at holde fast i det.

Nærgående bestyrelse blev overbevist
Nuyens roser Jess Thorup for systemskiftet, men klubbens bestyrelse var ikke begejstrede i starten.

- 4-4-2 med en diamant er et meget usædvanligt system i Belgien, men det var et rigtigt godt træk af ham, for han havde spillerne til netop det system.

- Især på midtbanen passer det rigtigt godt til materialet. Og rigtig mange modstanderne har haft store problemer med at spille mod det system. På den måde gav han Gent et Thorup-ansigt. Han satte sit tydelige aftryk på spillestilen, siger den belgiske journalist og fortsætter:

- Bestyrelsen i Gent har altid været meget involveret og snakker ugentligt med træneren. ‘Burde du ikke gøre det’ eller ‘Prøv at gøre sådan her’. Og bestyrelsen bad flere gange Jess om at spille med mindre risiko, for det er et ret risikofyldt system, hvor backerne er meget offensive. 

- Men i november spillede Gent ude mod Wolfsburg i Europa League og var bagud 1-0 ved pausen. Jess bad spillerne om at holde sig til stilen. ‘Vi skal gøre det på vores måde’ sagde han til dem.

- De vandt 3-1 efter en flot anden halvleg, og derfra har han været helt overbevist om, at hans måde at spille på, er den rigtige måde for holdet. Og det har også vist sig at være korrekt i mange kampe. 

Pragmatisk og menneskelig stil giver pote
I Danmark er Jess Thorup flere gange blevet fremhævet som meget pragmatisk træner, der er klar til at tilpasse sig og ændre stil og formation, og det billede kan den belgiske journalist sagtens genkende. 

- Jeg oplever ham som en træner med en meget høj følelsesmæssig intelligens, og han er helt sikkert meget pragmatisk i sin tilgang.

- Mange trænere vil have have problemer med at skulle mødes med bestyrelsen, præsidenten og direktøren hver uge for at snakke om alt muligt - blandt andet det sportslige.

- Jess Thorups forgænger (Yves Vanderhaeghe, red.) gik ned på det. Han følte, at han hver eneste uge skulle forklare sig selv og sine beslutninger over for bestyrelsen, og det kunne han ikke leve med.

- Jess er anderledes. Han forsøger at drage nytte af situationen. For eksempel: hvis bestyrelsen ønsker, at stilen skal være mindre risikofyldt, så siger Jess; ‘Okay, så lad os tage en specialiseret forsvarstræner ind i nogle dage’, og det får han så, siger Nuyens.

Over for spillerne drager Jess Thorup stor gavn af sin mere menneskelige og åbne stil end mange andre toptrænere, mener Rudy Nuyens. 

- Truppen er ret stor, der er vel 23-25 spillere. Jeg er i ret tæt kontakt med spillerne, og selv ikke nummer 23, der aldrig spiller, siger noget dårligt om Jess Thorup. Heller ikke off the record.

- Og det er fordi, han snakker med dem alle. Mange trænere overlader den slags til deres assistent. De er mest optaget af de 11 startende spillere. Men Jess snakker med alle.

- Han spørger dem, hvordan det går derhjemme med familien, og om der er nogen problemer. Det tyder også på en høj følelsesmæssig intelligens efter min mening, siger Nuyens.

Omskolede canadisk komet
Også sportsligt har Thorup formået at gøre indtryk i forhold til spillertruppen.

Den 20-årige canadier Jonathan David er således aktuelt topscorer i ligaen og et stort salgsobjekt, og det skal Thorup have en stor del af æren for, mener Rudy Nuyens.

- Han gør spillerne bedre, og Jonathan David er det bedste eksempel. Han har udviklet sig til at være et af de allerstørste talenter i Europa under Jess.

- Han var egentligt angriber, men Jess satte ham ned som nummer 10 - på den mest offensive plads i midtbanediamanten - så han kan løbe ind i boksen derfra. Og han er blevet meget bedre og vigtigere for holdet.

- David var også et stort talent tidligere, men Jess har lagt noget på hans spil og har helt sikkert gjort ham bedre. Og han bliver snart solgt for mange millioner. Folk snakker om 150 millioner kroner, men når jeg spørger bestyrelsen kalder de det for et latterligt beløb for så stort et talent, så vi må se. 

Et par andre eksempler er ifølge Nuyens de ukrainske spillere Roman Bezus og Roman Yaremchuk.

- Roman Yaremchuk for eksempel brændte mange chancer i sidste sæson og tvivlede på sig selv. Men Jess har snakket meget med ham, trukket ham til side og arbejdet med ham.

- Og Roman er blevet en helt anden person. Han tager flere simple beslutninger og scorer flere mål. 

En gentleman på alle måder
Rudy Nuyens beskriver Jess Thorup som en meget rolig træner, der altid forholder sig afdæmpet og analytisk til både nederlag og sejre.

Thorup fejrer aldrig noget før tid, og danskeren holder sig også helt ude af infights med dommere og modstandere.

- Der har været nogle meget åbenlyse kendelser, der er gået hans hold i mod, men når vi spurgte ham om dem, svarede han altid det samme; ’Situationerne kunne have gået vores vej, hvis dommeren har besluttet noget andet, men vi skal kigge på os selv’.

- Han holder sig altid til sit eget hold og hans eget arbejde. Også i forhold til modstanderne. Man ser ham aldrig skændes med nogen. Nogle gange har vi nogle verbale fights mellem trænerne på pressemøderne efter kampene, men det sker aldrig med Jess Thorup.

- Han lykønsker altid modstanderne, hvis de vandt, og han er på alle måder lidt en gentleman, fortæller den belgiske journalist.

Gent tabte sine to seneste kampe inden coronapausen og har på andenpladsen nu 15 point op til førerholdet Club Brugge.

Men ifølge Nuyens er det ganske naturligt, da Club Brugge et et stykke foran alle andre, og Gent-ledelsen vil være godt tilfreds, hvis det ender med en andenplads og dermed en plads i Champions League-kvalifikationen.

Fansene er vilde med Thorup
Thorup har givet hele Gent et løft, og han er især særdeles populær blandt fansene, fortæller Nuyens.

- Da han kom hertil, var fansene meget stille. Fodboldmæssigt havde det været skidt i omkring halvandet år, og der var flere tomme sæder til hjemmekampene. Det var som at være i et teater nogle gange, så stille var det.

- Men han har skabt en virkelig god atmosfære på hjemmebane igen. Stilen er attraktiv og offensiv, og der er mange mål. Og det er det, fansene vil have, så entusiasmen er tilbage hos dem. 

- Han mangler stadig at overbevise nogle af eksperterne og journalisterne i Belgien, men hos fansene er han uden tvivl meget populær. Han fejrer det med dem, når holdet vinder, og det er helt tydeligt, at de kan lide ham.

- I sidste sæson var det helt afgørende for ham og hans job, at holdet vandt de sidste tre kampe, men hans popularitet hos fansene var selv dengang også en ting, som bestyrelsen var nødt til at forholde sig til. Det havde ikke været populært blandt dem, hvis de havde fyret ham, siger Nuyens og spår Thorup en succesfuld fremtid i Gent:

- Hans kontrakt løber til 2021, men mon ikke, de kommer til at snakke om en ny kontrakt. Og hvis de lader ham arbejde i nogenlunde ro, så tror jeg helt sikkert, at han kan vinde noget med klubben. Måske allerede i næste sæson.

Annonce

7 kommentarer

Se kommentarer
Annonce