Mange danskere har igennem tiden jagtet lykken i tyrkisk fodbold, men de fleste har ikke for alvor fundet opskriften på succes.
Én af undtagelserne er den tidligere AGF'er Jens Jønsson, der spillede i Konyaspor fra 2016 og fire år frem, inden han i sommer skiftede til La Liga-oprykkerne fra Cadiz.
Midtbanespilleren fortæller i et interview med bold.dk om tiden i det tyrkiske, hvor han forklarer sin succes således:
- Jeg tror, en forklaring er min åbenhed. Jeg gik ind til det med et åbent sind, selvom der er rigtig, rigtig mange udfordringer i Tyrkiet, siger Jens Jønsson og fortsætter:
- Jeg vidste godt, at jeg ikke altid ville få løn til tiden, og det gjorde jeg bestemt heller ikke, men jeg kunne også se, at man fik først problemer, hvis man gjorde et problem ud af det, selvom man er i sin gode ret til at protestere, hvis man ikke får løn.
- Det er helt urealistisk for os herhjemme at tænke, men sådan er det bare dernede, og jeg oplevede også mange holdkammerater, der ikke kunne være i det, og så får man først problemer.
- Det kunne jeg se, og derfor valgte jeg ikke at gøre noget, og jeg ved også, at de er taknemmelige over, at man ikke gør problemer ud af det med penge. Det er et ømt emne dernede, fortæller Jønsson.
Så sin anfører med kniv på banen
I løbet af de fire år i Tyrkiet oplevede Jens Jønsson lidt af hvert, og han husker tilbage på nogle vilde oplevelser.
- Der sker lidt på sådan et fodboldstadion i Tyrkiet, indleder Jønsson med et smil og fortsætter:
- Vi spillede engang en kamp, hvor min anfører lige pludselig kom gående på banen med en kniv i hånden, hvor jeg bare tænkte 'hold da kæft'. Det var så åbenbart én, som fansene havde kastet ind på banen, så det var ved at koge lidt over.
- Der var også en pokalfinale, der blev afbrudt i 15 minutter, fordi banen blev invaderet. Det tager man med, og det er en del af charmen. Tyrkiet skal opleves, for det er svært at fortælle om. Der er virkelig mange gode ting og meget charme i landet, siger han.
Jens Jønssons karrierevej har altså været anderledes end de fleste danske fodboldspilleres, og han mener selv, at det har givet ham et andet perspektiv og en god robusthed.
- Jeg har set en anden del af verden og en kultur, som jeg ikke havde oplevet, hvis jeg var skiftet til Holland eller Tyskland, som nok minder noget mere om det, vi er vokset op med. Der må man sige, at jeg fik savet benene væk under mig, men det var også sundt.
- Jeg kom derned for at blive en bedre fodboldspiller og for et få én på opleveren, og jeg synes, jeg kan sætte flueben ud for begge ting, siger Jønsson.
Chokeret over fysisk La Liga
Jens Jønsson forlod som nævnt Tyrkiet i sommerens transfervindue for at drage til Cadiz, og overgangen fra den tyrkiske liga til La Liga har været til at tage og føle på.
- Det er især tempoet, der er anderledes. Det er helt vanvittigt, hvor hurtigt det går, og jeg er egentlig også blev chokeret over, hvor fysisk det er.
- Vores hold er meget fysisk betonet, men det er ligaen også generelt. Det er det højeste niveau, og det skal man vænne sig til. Det sker ikke natten over, og jeg har ikke helt vænnet mig til det endnu, men hver dag bliver det bedre, siger Jønsson.
Jens Jønsson har hidtil spillet ni førsteholdskampe for Cadiz, mens han i onsdagens træningskamp mod Sverige fik A-landsholdsdebut og blev kåret til kampens spiller.
Den 27-årige midtbaneslider kan søndag fordoble sidstnævnte antal, når Danmark møder Island i Nations League.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


Danmark
UEFA Nations League A

































