International -Junker om Bodø-kaos: Blev giftigt i truppen
Foto: Daniele Mascolo/Reuters/Ritzau Scanpix
2021-05-15 07:00:02
Foto: Daniele Mascolo/Reuters/Ritzau Scanpix

Junker om Bodø-kaos: Blev giftigt i truppen

Kasper Junker åbner op om de dramatiske dage omkring sit skifte fra Bodø/Glimt til Urawa Red Diamonds, som bød på et haste-lægetjek i Holland, fordømmelser fra fans og en bræk-tur på et hotel i Japan.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Kasper Junker var centrum i lidt af en transfer-saga tidligere på året, hvor angriberen fik sit ønske om et skifte opfyldt - men ikke helt uden drama.

Bodø/Glimt havde takket nej til et tyrkisk bud i januar, men da også et bud fra japanske Urawa Red Diamonds blev afvist, endte det med, at Junker forlod holdets træningslejr i Spanien.

Bodø endte i sidste ende med at acceptere Urawas bud, hvilket sendte Junker til Holland for at gennemføre et lægetjek i et hektisk forløb op til transfervinduets lukning i Japan.

Kasper Junker åbner nu op om hele forløbet omkring hans skifte fra Bodø/Glimt til Urawa Red Diamonds, der fik stor mediebevågenhed i Norge.

Mange mente, at det var respektløst, at Junker forsøgte at tvinge et skifte igennem, men kritikken er unuanceret, mener danskeren.

- Der var jo sindssygt mange eksperter og kommentatorer, der gerne ville blande sig i sagen, uden de havde noget som helst indblik i det, siger Junker til bold.dk.

- Folk mente, det var min egen fejl, fordi jeg skulle have skrevet en frikøbsklausul ind i kontrakten, men det er altså ikke lovligt i Norge.

- Det var et cirkus, men jeg føler ikke selv, jeg var en del af at opildne det. Jeg gav et interview i januar, men derfra var jeg egentlig tavs i pressen, indtil mit skifte til Urawa gik igennem.

Havde mundtlig aftale
Kasper Junker blev fotograferet på vej ud af spillerhotellet med fuld oppakning, hvor han udtalte 'her kan jeg ikke være mere' til et norsk lokalmedie.

Herefter rullede sagen for alvor i norsk presse, og tre dage senere var skiftet til Urawa Red Diamonds officielt.

Hvad tænkte du, da du forlod spillerhotellet i Spanien? Det var vel et dramatisk træk?

- Det var en kulmination på alt det, der var sket, og nu så det ud til at ske igen. Jeg kunne bare ikke mere. Spillere kom hele tiden og spurgte mig, hvad der skulle ske, og det blev virkelig giftigt i truppen.

- Det ville jeg ikke være en del af, og derfor ville jeg gerne isolere mig selv lidt. Mentalt var jeg bare stået af, og det blev for meget for mig.

- Derudover følte jeg, at hvis jeg gjorde det her, gik skiftet igennem. Jeg var ret sikker på, at det var det, der skulle til. Om det så var rigtigt eller forkert, er jo svært at sige, når jeg sidder her i Japan i dag.

Havde du en aftale med Bodø om, at du måtte skifte til en større klub, hvis buddet var godt nok?

- Vi havde en mundtlig aftale omkring tingene, men det var ikke engang det, der fik bægeret til at flyde over. Det var alle de små ting, der foregik bag gardinerne, som ingen ved noget om, udover klubben og jeg, siger Junker, der ikke ønsker at uddybe nærmere.

- Nu måtte de få det til at lykkes
Faktisk hørte Junker allerede om muligheden for at komme til Japan i januar, og angriberen fortalte sin agent, at det var førsteprioriteten.

- Jeg fortalte Bodø, at jeg var ligeglad med, at de havde afvist bud fra de andre klubber, sket var sket, men de skulle virkelig se, om det her ikke kunne blive til noget, for det ville jeg rigtig gerne.

- Herefter gik den lidt død, fordi der var restriktioner i Japan, som gjorde, at udlændinge ikke måtte komme ind i landet. Derfor ville de japanske klubber ikke bruge så mange penge på en spiller, som de ikke var sikre på kunne komme ind i landet før til sommer.

- I marts lettede restriktionerne, og Urawa viste igen interesse. Der sagde jeg til klubben, at nu måtte de få til at lykkes, for det var virkelig noget, jeg gerne ville.

- Jeg ville gerne have det på plads så hurtigt som muligt, fordi restriktioner hurtigt kunne gøre, at det hele faldt sammen, siger Junker.

Brækkede sig hele natten
Junker forlod spillerhotellet i Spanien, og da Bodø havde takket ja til Urawas bud, gik turen til Feyenoord, hvor lægetjekket skulle foretages.

En sindssyg proces, der endte med en frygtelig nat, hvor kroppen reagerede på de stressende dage.

- Det var et kaos. Jeg stod i Malaga og kunne ikke komme med flyet hjem på grund af pas-problemer, og så måtte jeg tage et andet fly hjem via Göteborg, tage til København og køre derfra. Det var en sindssyg proces.

- Da jeg endelig kom til hotellet i Japan, lå jeg og brækkede mig hele natten. Jeg tror bare, at al stressen kom ud. Mentalt var det fandeme hårdt.

- Det var nok først her, jeg forstod, at det var gået igennem. Jeg tror, at min krop bare stod af. Jeg vidste, hvor svært det ville var at komme igennem nåleøjet, og jeg var hele tiden bange for, at der skete noget.

- Nu havde jeg set det gå i vasken i januar, så det gav mig endnu mere paranoia. Jeg ventede nærmest bare på et opkald, hvor jeg fandt ud af, at nogen havde fucket noget op.

Truppen skulle godkende købet
Kasper Junkers paranoia blev yderligere forstærket af, at det ikke blot var en sportsdirektør og træner, der skulle godkende købet af ham i Urawa.

Både analytikere, fysiske trænere og spillertruppen skulle vende tommelfingeren opad, fortæller Junker.

- Det er nok svært for mange at forstå, hvor sindssyg en proces det er at blive valgt som udenlandsk spiller i Japan, især til så stor en klub som Urawa. Beslutningen skal igennem 20-25 mennesker, og alle skal sige god for dig.

- Alt fra de største investorer og trænere til analytikere og fysiske trænere skal se alle klip af mig, ja selv de mest indflydelsesrige spillere i truppen skal godkende. Hvis bare én siger nej, tager de ikke chancen med dig.

- Da jeg først talte med træneren og sportsdirektøren, kunne de høre, hvor meget jeg brændte for at prøve mig af. De har ikke lyst til at hente nogen, der bare kommer, fordi økonomien er god; de vil have nogen, der har ambitioner.

Kunne have fået samme penge i Europa
Junker havde set flere bud fra større klubber blive afvist, men Urawa var en for god mulighed at lade gå, og derfor var han så opsat på at komme af sted.

Det handlede dog ikke om økonomi, for den kunne han også have fået i Europa, fortæller han.

- Selvfølgelig så jeg mit snit til at komme et skridt højere op, og jeg følte mig også klar til det, også når man tager min alder i betragtning.

- Det var en for god mulighed at sige nej til. Jeg ville have haft masser af muligheder til sommer, fordi jeg i januar allerede var i kontakt med flere klubber i Europa. Vi havde nærmest skrevet pre-agreements i større ligaer, hvor jeg kunne have fået de samme penge, som jeg får her i Urawa.

- Folk er hurtige til at dømme mig og sige, at jeg gjorde det af økonomiske årsager, men jeg kunne have fået nøjagtig den samme løn til sommer i Europa, men det var for at prøve noget helt andet.

- Hvis man skal til Japan fra Europa, er man nødt til at gøre det efter en sæson, hvor man virkelig har præsteret, og hvor der stadig er hype omkring dig. Det har virkelig meget at sige herovre, siger Junker.

Hvad tænker du om de fans, der mener, at du har svigtet dem og Bodø?

- Jeg tror, at de fleste, der synes, jeg har opført mig dårligt, egentlig bare er kede af at miste mig. Jeg tror, at jeg er velkommen til at komme tilbage til Bodø, og at de vil kunne lide mig.

- Det var en fuldstændig magisk sæson, vi leverede, og når det kommer lidt på afstand, tror jeg, at jeg vil blive husket som den udlænding, der har scoret flest mål i en sæson frem for en Kasper Junker, der prøver at tvinge et skifte igennem.

- Sådan er det i kampens hede, og jeg er ikke den første, der har gjort det på den måde.

Junker fastslår, at der ikke er nogen dårlig stemning mellem parterne, selvom det endte lidt uskønt.

- Jeg elskede at spille i klubben, det er en helt fantastisk by og klub, og Kjetil Knutsen er klart min bedste træner. Ham skylder jeg meget, og vi holder stadig kontakten.

- Der er ikke nogle dårlige vibes mellem mig og klubben, i hvert fald ikke fra min side af, og vi har begge lært rigtig meget i processen, siger Kasper Junker.

Kasper Junker scorede 28 mål i 26 kampe for Bodø/Glimt, og indtil videre er det blevet til to mål i lige så mange kampe i Urawa Red Diamonds.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce