2025-07-25 06:00:00

Kæmpe forventninger: Froholdt-køb stikker ud

Det er ikke hverdagskost, at FC Porto betaler over 20 millioner euro for nye spillere, og det er et af flere tydelige tegn på, hvor store forventninger portugiserne har til Victor Froholdt.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

FT

POR

2 - 1

TWE

En transfersum på op imod 165 millioner kroner, kontrakt til 2030 samt en frikøbsklausul på 635 millioner.

FC Porto har kastet sin kærlighed på Victor Froholdt, og i Portugal glæder man sig til at følge den løbestærke midtbanekomet.

Det fortæller André Monteiro, der dækker FC Porto tæt som sportsjournalist hos det store medie Record.

- Jeg tror, at FC Portos plan for Froholdt er, at han hurtigt skal blive en af holdets vigtigste spillere. Det indikeres blandt andet af størrelsen på transfersummen.

- Selvom FC Porto er kendt for at sælge spillere til høje priser, er det ikke så almindeligt, at hverken de eller de andre store portugisiske klubber foretager indkøb i 20 millioner euro-klassen.

- Det siger noget om, hvordan de ser Froholdt – som en spiller, der skal træde frem og være vigtig allerede fra sæsonen 2025/26. De har givet ham trøje nummer 8, hvilket også fortæller noget om deres forventninger.

- Derudover peger både medier, rapporter og scouts på, at Froholdt har et enormt potentiale, men også allerede stor kvalitet, selv om han kun er 19 år, fortæller André Monteiro til Bold.

Konkurrence og profit
Håbet er, at Victor Froholdt kan indtage en nøglerolle i FC Porto, men det kommer bestemt ikke af sig selv.

- Signingen passer ind i et større billede: Porto investerer denne sommer for at løfte holdets niveau hurtigt. Det hænger sammen med en svær sidste sæson, hvor de kæmpede i den portugisiske liga (blev nr. 3), Europa League og Klub-VM. Derfor har de satset på kvalitet, der kan gøre en forskel hurtigt.

- Konkurrencen internt i truppen er hård og kan blive endnu hårdere, hvis Porto lykkes med at hente Kenneth Taylor fra Ajax – en spiller, de angiveligt er interesseret i. I forvejen har de Gabri Veiga (spanier, købt for 15 mio. euro), Eustáquio (canadisk landsholdsspiller) og den unge portugiser Vasco Sousa, så der er allerede flere dygtige spillere på midtbanen.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Foto: FC Porto

FC Porto betaler mange penge for Victor Froholdt, men forventningen er, at det også økonomisk kan blive en god case.

- Transfersummen giver mening for Porto, så længe de tror på, at de har hentet en spiller med stort udviklingspotentiale. Han er kun 19, og det giver klubben 5-6 år til at udvikle ham og måske sælge ham igen – som 24- eller 25-årig – til en topklub i Europa, og måske endnu tidligere hvis det går godt.

- FC Porto har tidligere solgt spillere for 40, 50 og 60 mio. euro. Hvis Victor udvikler sig som forventet, kan et salg, hvor man får 40-50 % mere, end man har investeret, sagtens lade sig gøre – og med den sportslige effekt oveni vil det være fantastisk for FC Porto.

- Klubben – både præsident André Villas-Boas og træner Francesco Farioli – har store forventninger, og det har fansene også. Det er ikke almindeligt, at vi følger med i den danske liga, men vi kender kvaliteten fra det danske landshold, og FC København har før mødt portugisiske hold i europæiske kampe.

- Oven i det har fans i dag adgang til alt – videoer, artikler osv. – og der florerer mange positive ting om Froholdt på nettet. Derfor er forventningerne høje. Man håber og forventer, at han kan blive en nøglespiller for FC Porto allerede i næste sæson – så enkelt er det, siger André Monteiro til Bold.

FC København er sikret en videresalgsklausul på ti procent.

Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

FT

POR

2 - 1

TWE

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce