Lige ved og næsten.
Danmark havde kurs mod et flot resultat i Nations League-udekampen mod Spanien, men grundet en sen scoring af Martin Zubimendi blev det til et 0-1-nederlag i Murcia.
Offensive indspark var der ikke mange af fra Danmarks side, men i den modsatte ende var der flere spillere, der præsterede stærkt.
En af dem var Kasper Schmeichel, der dog samtidig så skidt ud ved spaniernes mål.
En spiller skal have spillet minimum 20 minutter for at få en karakter.
Her er Bolds karakterer:
Artiklen fortsætter efter billedet

Kasper Schmeichel - 6/10
Schmeichel havde kurs mod en fejlfri præstation, men ved Spaniens mål så han skidt ud. Selvom skuddet tog en afretning på Højbjerg, var det en bold, som den garvede keeper burde tage. Ellers udviste han stor ro og tog flere gange brodden af det spanske pres med et selvtillidsfyldt og godt pasningsspil, ligesom han havde et par store redninger.
Rasmus Nissen - 7/10
Det fungerer bare med Nissen i den danske trebackkæde. Nej, det er ikke hans foretrukne position, men Eintracht Frankfurt-lejesvenden løser sin opgave godt ved siden af Vestergaard og Nelsson. Og lad os bare se mere til det temperament. Det gav kulør til en til tider søvndyssende affære, når han og Morata mundhuggedes med hinanden.
Jannik Vestergaard - 7/10
Leicesters fyrtårn har spillet sammen med seks forskellige stoppere i år og bevaret et højt niveau. Igen udstrålede han ro og var lidt af et powerhouse, når der skulle cleares bolde. Og det skulle der ofte.
Victor Nelsson - 6/10
Han kom på glatis et par gange over for den spanske wonderboy. Men det gør mange, så det skal Nelsson ikke kritiseres for. Han leverede en disciplineret defensiv indsats. Havde næstsidste berøring på Spaniens scoring, hvor Danmark mente, han skulle have frispark. VAR kiggede angiveligt primært efter en offside.
Alexander Bah - 4/10
I første halvleg kom der intet offensivt fra Alexander Bah. Danmark får simpelthen ikke nok ud af Benfica-backen, der et par gange mod Spanien bremsede det fremadrettede spil. Og hans position er bare vanvittig vigtig i det chanceopbyggende spil. Bedre blev det i løbet af de sidste 45 minutter.
Pierre-Emile Højbjerg - 7/10
Kaptajnen tog en lang diskussion med dommer Ivan Kruzliak i kølvandet på spaniernes 1-0-scoring. Men Pierre-Emile lod også fødderne tale i kampens hede. Man kan altid smide bolden over til ham, når det brænder på.
Morten Hjulmand - 5/10
Han fremstod som den svageste på Danmarks midtbane. Han sparkede bolden lige i fødderne på Lamine Yamal, og efter 23 minutter ragede en håbløs advarsel til sig, fordi han kom alt for sent ind i en tackling på Mikel Oyarzabal langt væk fra danskernes mål. Det betyder, at han misser sit tredje møde med Granit Xhaka og Schweiz på tirsdag grundet karantæne. Han skal arbejde med den del af spillet, for han satser for ofte.
Victor Kristiansen - 3/10
En sløj aften på kontoret for VK. Lamine Yamal er noget af en mundfuld, ja, men det er ikke en undskyldning for at sjuske og agere langsomt med og uden bold. Offensivt så vi også Leicester-spilleren for lidt. Men trods alt en smule mere end kollegaen i modsatte side. Hans advarsel koster en karantæne.
Albert Grønbæk - 6/10
Det er beundringsværdigt og iøjnefaldende, hvor uimponeret den 23-årige aarhusianer går til værks. Lod sig slet ikke påvirke af, at det var europamestrene fra Spanien, der var modstanderen. Udfordrede, hver gang han fik muligheden og lykkedes flere gange med det. Faldt desværre ud af kampen i anden halvleg.
Christian Eriksen - 5/10
Det skulle ikke blive til mere end 72 minutter for Christian Eriksen mod Spanien, men han efterlod et godkendt indtryk. Han lavede ikke mange fejl på midtbanen og scannede konstant efter den næste aflevering. Til gengæld skal han tilbage på træningsbanen og øve hjørnespark. De sad ikke i skabet i dag.
Kasper Dolberg - 7/10
Evnen til at holde i bolden var begrundelsen for at starte Dolberg, og man må bare sige, at han udfyldte den del af sin rolle til perfektion. Dertil indgik han fint i kombinationerne med Eriksen og Grønbæk.
Indskifterne:
Yussuf Poulsen
Indskiftet efter 72 minutter - uden for bedømmelse.
Gustav Isaksen
Indskiftet efter 72 minutter - uden for bedømmelse.
Rasmus Højlund
Indskiftet efter 78 minutter - uden for bedømmelse.
Træneren:
Lars Knudsen - 6/10
Landstræneren fortsatte sine fine takter som den midlertidige chef i sædet og gav genvalg til flere af de spillere, der har præsteret for ham mod Schweiz og Serbien. Defensivt fik han sat sit mandskab fortrinligt op, men han fik aldrig knækket koden til at nedbryde Spanien, for offensivt så det ikke så opløftende ud mod EM-vinderne. Wingbacksene - Bah og VK - skabte alt for lidt.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


Danmark
UEFA Nations League A




































