Det danske U17-landshold kom godt fra start ved EM i Estland.
I den første gruppekamp tirsdag aften skulle de rød-hvide drenge op imod Montenegro, og efter 20 minutter kom opgørets første scoring.
Her blev den danske anfører Mikkel Bro Hansen sendt i dybden, og selvom han i første omgang så ud til at miste kontrollen over bolden, fik Bodø/Glimt-angriberen sendt en snu afslutning i kassen.
Dermed var Danmark planmæssigt foran 1-0, men føringen holdt ikke længe.
I slutningen af første halvleg blev Mark Djokaj spillet fri i dybden, og det udnyttede han til at sende udligningen i kassen.
Det var dog fortsat danskerne, der sad på både spil og chancer, men langt inde i anden halvleg var stillingen fortsat 1-1.
Derfor begyndte det så småt at lugte af en dansk skuffelse, men i det 76. minut kom forløsningen.
Indskiftede Mads Jørgensen fandt Omran Khatar, der sparkede til kuglen første gang og kunne se den trille i kassen.
Dermed kunne de danske U17-drenge glæde sig over en vigtig sejr, der betyder, at de topper EM-gruppen sammen med Italien, der ligeledes vandt 1-0.
Næste opgave for de unge danskere finder sted fredag, når Frankrig venter.
Derefter gælder det et opgør mod Italien i den sidste gruppekamp.


Danmark U17



































