Valur -Kristian Gaarde søger mod Danmark
2017-01-03 16:21:16
Foto: Jesper Poulsen / bold.dk

Kristian Gaarde søger mod Danmark

Den 27-årige midtbanespiller Kristian Gaarde er meget tilfreds med sit halve år i Valur, men søger nu tilbage mod Danmark, hvor han håber på en fuldtidsaftale.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Efter tre år som stamspiller i Vejle rykkede midtbanespilleren Kristian Gaarde i sommer videre til islandske Valur, hvor han på et halvt år nåede at være med til at vinde pokalfinalen og føre holdet til en femteplads i tabellen.

27-årige Gaarde er godt tilfreds med udbyttet.

- Det var virkelig en fed oplevelse – både på og uden for banen. Vi vandt pokalen og ramte et godt run i ligaen. Jeg fik spillet en masse fodbold, og det var en sjov og lærerig periode, siger Gaarde til bold.dk og tilføjer:

- Niveauet i Island varierer meget fra kamp til kamp. I nogle kampe er niveauet meget højt, og i andre kampe var det nærmest 2. divisionsniveau. Der er rigtig mange dygtige spillere i Island med færdighederne i orden, men det er tilgengæld ikke helt så taktisk som i Danmark.

- Det er meget frem over stepperne, og der er meget kontraspil, men for mig var det nu også ganske sjovt at prøve det.

Gaarde fik lov at holde sig i gang i OB efter hjemkomsten fra Valur, men ved endnu ikke, hvad fremtiden byder på.

- Jeg har et tilbud fra Valur liggende, men jeg håber egentligt lidt at vende tilbage til Danmark. Det er i hvert fald min førsteprioritet. Min agent snakker med forskellige klubber, men indtil nu har der ikke været det helt rigtige.

- Jeg håber på at kunne spille på fuldtid et sted, men hvis ikke det kan lade sig gøre, er mit alternativ at drosle lidt ned, få mig et civilt job og så måske spille videre i en af de fynske 2. divisionsklubber, siger Gaarde, der netop har færdiggjort sin uddannelse.

Gaardes CV tæller blandt andet samlet 112 kampe og 11 mål fra hans periode i FC Vestsjælland og Vejle.

mikael@bold.dk

Annonce
Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce