



FC Midtjylland gæstede torsdag norske Fredrikstad i det første af to opgør i tredje runde af Europa League-kvalifikationen.
FCM-cheftræner Thomas Thomasberg havde valgt at foretage hele seks ændringer i forhold til søndagens 0-0-kamp mod AGF i Superligaen.
Blandt de nye var Junior Brumado, som fik chancen på toppen sammen med Franculino, der senest blev sparet i Aarhus.
Værterne startede med blandt andre de to danskere Emil Holten og Oskar Øhlenschlæger.
Kynisk første halvleg
Det var FC Midtjylland, der slap bedst fra mandskabernes første møde.
11 minutter inde i kampen ramte Dario Osorio overliggeren, som var første advarsel til de norske værter.
Artiklen fortsætter efter billedet

Få minutter senere kom FCM foran.
Adam Gabriel sendte et indlæg i feltet, hvor en Fredrikstad–spiller sparkede den op på Franculinos bryst, inden bolden gik i mål.
Godt et kvarter senere fordoblede FCM føringen.
Dario Osorio spillede Gogorza fri. Han sparkede første gang fra kanten af feltet og sendte bolden over i det lange hjørne.
Fredrikstad var aldrig tæt på at score i første halvleg, hvor Emil Holten stod for værternes bedste forsøg.
Fart på til sidst
Det lignede længe, at anden halvleg ville ende uden flere scoringer, men til sidst ændrede begge mandskaber på det.
Først reducerede Fredrikstad med 13 minutter tilbage af opgøret.
Danske Oskar Øhlenschlæger lagde et godt indlæg i feltet, hvor indskiftede Joannes Bjartalid stod klar og sendte bolden i netmaskerne.
Men jublen over reduceringen havde knapt lagt sig, før FC Midtjylland igen bragte sig foran med to mål.
Valdemar Byskov fandt indskiftede Denil Castillo med et godt indlæg, hvorefter Castillo headede bolden i mål til 3-1.
Kort efter var værterne tæt på at reducere igen, men en FCM-fod kom i vejen.
FC Midtjylland fik faktisk scoret endnu engang til allersidst, men det blev annulleret, da Adam Gabriel sendte bolden i mål via armen.
Dermed endte FC Midtjylland med at vinde opgøret 3-1.
Returopgøret spilles om en uge.

FC Midtjylland
Fredrikstad
EL-kval




































