3F Superliga -Michelsen: Vendsyssel er et powerhold
2018-07-15 09:00:01
Foto: Getty Images

Michelsen: Vendsyssel er et powerhold

OB skal overmatche Vendsyssels aggressivitet og attitude i søndagens Superliga-opgør, siger cheftræner Jakob Michelsen, der er opmærksom på modstanderens fart og omstillinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Søndag skal OB og Jakob Michelsen ud og jagte de tre point i Superliga-præmieren, når det gælder opgøret mod Vendsyssel på udebane.

Opgøret er Vendsyssels første Superliga-kamp i historien, og Jakob Michelsen forventer en festdag i det nordjyske.

- Vi glæder os helt vildt til at komme i gang. Det bliver sjovt at spille forkamp til VM-finalen, siger Jakob Michelsen til bold.dk.

- Vi skal til fodboldfest i Hjørring. Det er vel årets kamp for dem i forhold til, at det er første Superliga-kamp nogensinde.

Ifølge Jakob Michelsen er det blandt andet vigtigt, at OB matcher – og helst overmatcher – Vendsyssel på energi og attitude.

- Sådan en præmierekamp mod et nyoprykket hold, som kommer med masser af fysik, der skal vi bringe noget energi ind i foretagendet, det er der ingen tvivl om.

- Det er et powerhold med masser af fart. De er meget afklarede, og det er en stor ros. De ved, hvad de kan, og hvad de ikke kan. Og så har de købt en ny bagkæde med masser af Superliga-erfaring. Det bliver ikke nogen nem kamp, men omvendt er der ikke nogen nemme kampe i Superligaen.

Han påtager sig dog gerne favoritværdigheden til kampen, og målet er utvivlsomt at hive sejren hjem til det fynske mandskab.

- Vi går på banen for at få tre streger med hjem. Men vi er selvfølgelig opmærksomme på Vendsyssels styrker, som primært ligger i deres afklarethed, defensive fundament og så en voldsom fart i omstillingerne.

Jakob Michelsen forventer at have en skadesfri trup til rådighed mod Vendsyssel – lige bortset Marco Lund.

Kampen mellem Vendsyssel og OB spilles søndag klokken 14 i Hjørring.

anton@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce