Middelfart Boldklub styrer mod nedrykning til 2. division.
Med otte kampe tilbage af sæsonen ligger fynboerne solidt plantet i bunden af Betinia Liga med 16 point op til overlevelse.
Der kræver med andre ord et mindre mirakel, hvis klubben igen skal spille med i landets næstbedste række efter sommerferien.
Sportschefen i Middelfart Boldklub, Søren Godskesen, er ikke bleg for at se realiteterne i øjnene, men samtidig nægter han at kaste håndklædet i ringen før tid.
Det fortæller han i et interview med Bold.
- Man skal jo være mere end jubeloptimist, hvis man virkelig skal tro på, at vi overlever. Men vi angriber det hele, som vi har gjort hele tiden. Vi går på banen for at vinde alle kampe, siger han.
To spor
Det er første gang i mere end 50 år, at Middelfart Boldklub er en del af det næstfineste fodboldselskab i Danmark.
Derfor har klubben heller ikke haft travlt med at etablere et hav af tiltag, som ikke vil kunne fortsætte, når hverdagen med al sandsynlighed kommer til at stå på 2. division efter sommerferien.
Tværtimod har Søren Godskesen ageret med sund fornuft og med et blik for to spor.
- Mit job har været at arbejde i to spor hele vejen. Jeg har hele tiden vidst, at nedrykning kunne være et realistisk scenarie, men samtidig har jeg været jubeloptimist hele vejen og troet på det, siger sportschefen.
Økonomien er større i Betinia Liga end i 2. division, og Middelfart har da også opgraderet sin stab og på en række andre parametre efter oprykningen, men samtlige tiltag er indført med en sikkerhed i, at der er også er penge til dem i landets tredjebedste række.
- Vi har ikke spillet i landets næstbedste række og skudt gråspurve med kanoner. Vi har haft en stille og rolig tilgang, og de ting, vi har bygget på, vil vi holde fast i - selv hvis vi rykker ned.
- Oprykningen måtte ikke blive en, hvor klubbens eksistens skulle stå og falde med, om vi blev oppe, siger Godskesen.
Top 30 i Danmark
Middelfart Boldklub har brugt hvert et minut i Betinia Liga på at udvikle og tilpasse sig et niveau, klubben ikke har været en del af i mange år - og sådan vil klubben fortsætte i de resterende otte kampe af sæsonen.
Men hvad er ambitionen så fremadrettet?
- Hvis vi rykker ned, skal vi spille i toppen af 2. division, ligesom vi har gjort i de seneste år.
- Vi vil gerne være en top-30 klub i Danmark. Det betyder, at man nogle gange er nummer 30, og andre gange er man nummer 22.
- Lige nu har vi den absolut mindste økonomi i den nsætbedste række, og den bliver ikke større, hvis vi rykker ned. Vi skal finde vores egen plads i fodboldsystemet og blive ved med at være dygtige til det, vi gør hver dag, siger Godskesen.
Sportschefen er sikker på én ting.
- Middelfart Boldklub er et godt sted efter sommerferien, uanset om det hedder 1. eller 2. division, afslutter han.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere
Middelfart Boldklub
Betinia Liga




































