Rosenborg vandt i både 2015 og 2016 the double i Norge, og holdet må derfor også betragtes som store favoritter til det norske mesterskab i 2017.
Anfører Mike Jensen har været en stor profil på holdet i begge de succesfulde sæsoner, og han formår at bevare motivationen frem mod en ny sæson - især med henblik på at opnå succes i Europa.
- Ligaen er vigtigst for os hvert år. Vi har selvfølgelig en drøm om Europa, men hvis det skal indfries, skal ligaen vindes hvert år. Udfordringen er at gå efter at vinde The Double igen, siger Jensen til bold.dk.
- Vi vil gerne i Europa, og med de nye regler, som er kommet, som gør det vanskeligt for hold fra de mindre ligaer at komme i Champions League, så får det meget høj prioritet i år, da det jo bliver sværere fra næste år.
- Jeg kan også se på kampprogrammet, som NFF har lagt for Tippeligaen, at der er nogle friweekender i ugerne i sommeren, hvor der spilles kvalifikation til Champions League. Der er lagt op til, at holdene i de uger kan satse mere på at komme videre til Europa, og vi vil i Champions League i år.
Hvis Rosenborg skal have succes i Europa, kræver det i Mike Jensens øjne, at holdet bliver bedre til at møde modstandere, som er stærkere end dem, de møder hjemme i Tippeligaen.
- Vi skal arbejde på vores plan B. I Norge spiller vi med et ekstremt højt pres og en høj bagkæde, og det har vi haft stor succes med. Men vi må bare sige, at vi ikke i samme grad kan overfalde modstanderen, da vi mødte nogle hold i Europa, som var bedre teknisk og kunne spille ud af vores høje pres.
- Vi skal lære at spille bedre mod de hold, som er stærkere, og jeg kan også se på vores træningskampe her i opstarten, at fokus er på at møde rigtig stærke hold, da vi møder FC København, Malmø og RB Salzburg. Det er for at forberede den del af spillet.
Rosenborg var både fysisk og spillemæssigt i en klasse for sig i Tippeligaen i 2016, og mens Mike Jensen kan finde plads til forbedring, tror han på, at holdet kan være stærkere end modstanderne igen.
- Vi var fysisk overlegne i 2016, og det går vi efter at være igen. I de jævnbyrdige kampe trak vi ofte fra og afgjorde kampene i de sidste 20 minutter, fordi vi var i så god form, og det vil vi gå efter at være igen.
- I Rosenborg er der også en forventning om, at man kan underholde, og der kan vi godt lægge lidt på i vores offensive spil – særligt i kampene hjemme på Lerkendal mod de små hold, som pakker sig. Der skal vi være bedre til at åbne dem op og score flere mål, så vi kan underholde de virkelig mange fans, som kommer og ser vores kampe.
Rosenborg skyder sæsonen i gang den 2. april på hjemmebane mod Odd Ballklub.
mikkel@bold.dk


Rosenborg
Norge Eliteserien































