Forstrækninger i begge baglår.
Sådan lød meldingen i første omgang om Tobias Mølgaard i vinter, da AGF-forsvareren blev meldt ude på ubestemt tid.
Hurtigt kom der oprejsning med 17 minutter mod OB i grundspillet, men siden har der været langt til minutter i kamp for den tidligere Vejle-spiller.
Skaderne i lårene har været mere drilske end som så, og både interne og eksterne specialister har forsøgt at finde ud af, hvad Tobias Mølgaard egentlig fejler.
Kroppen er svær at læse, siger han til Bold, men nu er der forhåbentlig fundet en vej for Superliga-profilen, tror han selv på.
Har været hårdt for omgivelserne
Ofte har meldingen fra AGF lydt i foråret, at Tobias Mølgaard var lige ved at være klar.
Noget han også selv har troet flere op til flere gange.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det har ikke været spil for galleriet, at vi har været optimistiske. Det har været de planer, vi er gået efter, og også de signaler, min krop har sendt i starten af forløbet. Så det har ikke været noget, hvor man var overoptimistisk. Det er også derfor, at det er hårdere, når det så ikke lykkes, fortæller Tobias Mølgaard til Bold.
AGF-stopperen fortæller, at de har forsøgt at identificere, hvorvidt det har været betændelse, eller om små stykker af scenen i baglåret har været ødelagt.
Men det har ikke været nemt at finde ud af. Lige som det heller ikke har været nemt at holde hovedet højt altid uden for fodboldbanen.
- Jeg vil jo gerne kunne sige, at det slet ikke påvirker mig derhjemme, men det tror jeg godt, hende derhjemme kan skrive under på, at det har det gjort.
- For det har været en skade, hvor jeg har holdt hovedet højt langt hen ad vejen, i forhold til hvis jeg skulle komme i kamp tidligt. Men de mange nederlag, man får, når man regner med, at det er lige om hjørnet, og håbet om, at tingene vender, er selvfølgelig hårdt, både for en selv, men også for ens omgivelser, når det ikke sker.
- Så jeg tror, vi begge to er glade for, at der er lidt lysere tider på vej nu. Det trænger vi til, siger Tobias Mølgaard på vegne af ham selv og kæresten.
17 minutter var måske en fejl
Den 3. marts blev Tobias Mølgaard skiftet ind i forårets tredje kamp mod OB, hvor det blev til 17 minutter.
Inden da havde han været ude nærmest hele vinteropstarten samt de første to Superliga-kampe. Så på den vis var det positivt.
Efterfølgende så Mølgaard dog hverken græsset på Ceres Park eller de andre stadioner i det danske land, da skaden på ny drillede. Læg dertil en glippet pokalfinale foran et udsolgt Parken.
Set i bagklogskabens lys kan AGF-spilleren derfor godt se, at indhoppet i den ene kamp ikke var den rigtige beslutning.
- Når jeg endte med at rive lidt op i det, var det selvfølgelig en fejl. Men det sker der jo tusindvis af ting af i fodbold. Alle de ting, vi kunne have gjort inden, var klappet af. Og derfor ser jeg det heller ikke personligt som et større nederlag.
- Jeg havde nogle gode træningsuger op til, og jeg havde haft et godt forløb med begge fysioterapeuter, hvor jeg havde trænet hårdt uden at mærke noget.
- Man kan altid være uheldig. Det synes jeg faktisk, at jeg var lige der. Jeg synes, at vi havde gjort, hvad vi kunne, mener Tobias Mølgaard.
Er et godt sted nu
Selv om skadespausen nærmer sig en længde, som de slemmeste fodboldskader giver, så er der lys for enden af tunnelen.
Tobias Mølgaard fortæller, at det nu endelig går efter planen.
- Det går, som det skal, og den her gang er det et helt andet udgangspunkt, end jeg havde første gang.
- Jeg er ikke så nervøs for, at når jeg er tilbage, så er jeg tilbage for alvor, siger han til Bold.
27-årige Tobias Mølgaard kan og vil ikke sætte en dato for sit comeback, men forventningen er, at det sker i løbet af efteråret.
Om det bliver tidligt eller sent, er det dog endnu for tidligt for ham at spå om.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AGF
3F Superliga

































