Tirsdag blev Parken Sport & Entertainments indtog i FC Rosengård godkendt på en ekstraordinær generalforsamling i Malmø.
Det kan blive et vigtigt greb for FCK, når det kommer til at udvikle talenter og styrke klubbens position i Danmark og Europa.
Talentudviklingen er et område, hvor investeringen særligt vil komme til gavn.
Det vil nemlig være muligt at sende nogle af de unge spillere over Øresund, hvor de kan indhente en masse erfaring, som de ikke på samme måde vil kunne få i FC København i den givne periode.
Og det er vigtigt, hvis man i FC København stadig tror på sine talenter, selvom de ikke nødvendigvis får meget spilletid.
- Det vil gøre det nemmere i fremtiden at få flere unge spillere igennem på samme tid, siger Jacob Neestrup til Bold og den øvrige presse.
Artiklen fortsætter efter billedet

FCK's cheftræner fremhæver særligt én spiller, som ikke kunne vente på, at han fik chancen i hovedstaden, da han i 2024 skiftede til Viborg FF.
- Thomas Jørgensen er et godt eksempel på det, hvor en udlejning over et års tid på et rigtig godt niveau, hvilket de (Rosengård, red.) skal op på, vil gøre, at vi kan lave en mere sikker overgang og give spilleren muligheden for at spille i FC København, og hvis det lykkes, er alle glade.
- Problemet er lige nu, at vi ikke kan det. Og så vil kritikken være, at træneren ikke giver dem chancen, men hvis træneren så giver dem chancen, og de ikke er dygtige nok, er det spilleren, ender med at blive haglet ned, og så bliver det lidt lose-lose-situation.
Jacob Neestrup tror på, at det kan ændres, så det i stedet bliver mere i retning af win-win.
- Men det er et spændende projekt, som, jeg er sikker på, bliver til gavn for FC København og rigtig mange af vores danske, skandinaviske og europæiske talenter.
Det svenske fodboldforbund skal fortsat godkende investeringen, hvilket ventes at blive en mindre formalitet.
Derefter kan projektet for alvor tage form, og det handler blandt andet om i første omgang, at FC Rosengård bevæger sig op i rækkerne. Lige nu er de at finde i den tredjebedste i Sverige.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
FC København
3F Superliga







































