Tidligere på året bekræftede Oliver Kahn over for Bild, at han var i forhandlinger om et køb af en større andel af den franske klub Bordeaux.
Nu har den legendariske keeper dog besluttet at droppe planerne. Det skriver han i et åbent brev bragt af Sud Ouest.
- I vinter besluttede jeg, at jeg ville blive den nye ejer af Bordeaux, og i januar fremsatte jeg et formelt tilbud til den nuværende ejer med bevis for økonomiske ressourcer.
- Jeg præsenterede derefter tilbuddet for administratoren. Men i betragtning af de økonomiske, operationelle og juridiske oplysninger, som vi modtog i slutningen af sidste uge, har vi valgt at annullere vores investeringsplan på 50 millioner.
- Det er med stor skuffelse, at vi på trods af omfattende arbejde og grundige analyser har taget den velovervejede beslutning om ikke at fortsætte med vores overtagelsesplan, lyder det fra Oliver Kahn.
Bordeaux måtte i sommer indgive konkursbegæring, og som en konsekvens deraf blev traditionsklubben tvangsnedrykket til den fjerde bedste række i Frankrig.
Oliver Kahn blev i sommeren 2023 fyret fra sin tjans som direktør i Bayern, hvor han mellem 1994 og 2008 spillede hele 632 kampe.
Den nu 55-årige tysker vandt et hav af titler i klubben, herunder otte tyske mesterskaber og en Champions League-triumf.


Bordeaux

































