Serie 1-klubben FCH 6100 fra Haderslev har lavet lidt af et scoop.
Fra årsskiftet tiltræder Poul Hansen nemlig i klubben, som han har lavet en étårig aftale med om at blive cheftræner.
Det bekræfter FCH 6100 i en pressemeddelelse, hvor det lyder, at ansættelsen skal ses i lyset af et gearskifte rent sportsligt.
Noget Bold faktisk allerede har beskrevet i et nyligt portræt af den nyopstartede, særlige og ambitiøse sønderjyske fodboldklub, som du kan læse her.
Poul Hansen har ifølge Transfermarkt ikke været i trænerrollen siden 2016, hvor han ligeledes stod i spidsen for et sønderjysk amatørhold i form af Gråsten Boldklub.
I en alder af 70 år er den tidligere Superliga-træner dog nu klar til igen at lede et fodboldhold, og det ser han frem til.
- Jeg glæder mig helt vildt til at stå på træningsbanen og gøre en forskel, og det bliver fedt med noget på spil i weekenden.
- Tempoet er selvfølgelig anderledes sammenlignet med Superligaen, men da jeg så FCH spille, kunne jeg se et godt niveau og en stor ærgerrighed.
- Jeg er derfor sikker på, jeg kan træne mange af de samme ting, som jeg tidligere har gjort, siger Poul Hansen i pressemeddelelsen.
Ved siden af det kommende job som serie 1-træner er Poul Hansen også ansat i DBU, hvor han er en del af træneruddannelsen.
Sønderjyden Poul Hansen har i Superligaen stået i spidsen for Ikast FS, Lyngby, AGF og senest OB tilbage 2011/12-sæsonen.
I OB agerede han også sportsdirektør, hvilket også er en rolle, han prøvede kræfter af med i Farum Boldklub.
De senere år har Poul Hansen mest været kendt for sin rolle på tv, hvor han i en lang årrække var ekspert for Viaplay.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
3F Superliga

































