December byder traditionen tro på julekalender på Bold, og i år stiller vi skarpt på fodboldtrøjer og fortæller de sjove, skøre og opsigtsvækkende historier.
Hvilken trøje har spillerne byttet sig til, hvilken stjerne jagtede de forgæves et trøjebyt med, hvilken trøje betyder noget helt særligt for dem og meget andet.
William Kvist var 21 år, da han en efterårsdag i 2006 blev skiftet ind i en Champions League-kamp mod mægtige Manchester United.
Kvist kom på banen til de sidste 19 minutter i stedet for Michael Silberbauer og blev således en del af den store triumf, hvor FCK endte med at vinde 1-0.
En kæmpe sejr for FC København efter en kamp, hvor tilskuerne fik Parken til at eksplodere oven på Marcus Allbäcks sejrsmål.
Efter triumfen var der som altid kutyme for at bytte trøjer. William Kvist opsøgte en slukøret Wayne Rooney, men det blev en kold og kynisk afvisning.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Rooney sagde nej og gik bare videre mod omklædningsrummet, fortæller William Kvist, der efter den spøjse oplevelse traf en beslutning, han holdt fast i resten af karrieren.
- Jeg kom siden aldrig nogensinde til at opsøge en modstander for at spørge, om vi skulle bytte trøjer.
- Derfor er min samling af fodboldtrøjer i dag meget begrænset. Men jeg har mange mærkelige trøjer fra østeuropæiske klubber, som vi har mødt med FC København i Europa, fortæller William Kvist.
Han er dog i løbet af karrieren kommet i besiddelse af en af de mere prominente spillertrøjer.
Det var fra tiden i VfB Stuttgart, da han spillede mod Werder Bremen i Bundesligaen.
- Efter en kamp i Bundesligaen foreslog Kevin de Bruyne, at vi byttede trøjer. Og det gjorde vi så. Men som sagt det skete ikke på min opfordring, siger William Kvist.
Kevin de Bruyne var på daværende tidspunkt sendt på lejeophold i Werder Bremen blot ét år. Siden vendte han retur til Chelsea for at rejse direkte videre i et par sæsoner i Wolfsburg, inden det internationale gennembrud kom i Manchester City.

Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix.
Oplevelsen fra Parken, hvor Wayne Rooney ikke ville bytte trøje med William Kvist, satte sig i ham. Det var i hvert fald aldrig noget, han glemte siden hen.
- Men det lærte mig i hvert fald, at sådan ville jeg aldrig håndtere det.
- Hver gang en modstander spurgte, om vi skulle bytte trøje, sagde jeg altid ja, forklarer William Kvist, der i dag ikke er i besiddelse af hverken Barcelona- eller Chelsea-trøjer, selv om han mødte dem med FCK.
Det har nu aldrig været sådan, at trøjerne har en særlig værdi eller betydning for William Kvist.
- Det er ikke sådan, at fodboldtrøjerne er hængt op hjemme hos os. Dem, jeg har fået, ligger i min kælder. Det skal dog også siges, at mange af mine trøjer har jeg også valgt at give væk, siger William Kvist.
William Kvist stoppede sin aktive karriere i 2019. Siden sad han i en periode i Parken Sport & Entertainments bestyrelse. I dag underviser han blandt andet på Haslev Idrætsefterskole.

Neestrup forhandler med græsk storklub
Hattrick | Afsnit 86Jacob Neestrup kan snart have styr på sin fremtid. Den tidligere FCK-træner er i forhandlinger med den græske storklub Panathinaikos.
Læs mere
FC København
Champions League
3F Superliga

































