Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.
Intet er endeligt her, men vi vil hver dag i januar forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter, indtil transfervinduerne lukker.
Dortmund jagter Juventus-motor
Dortmund er på markedet efter en central midtbanespiller til at konkurrere med for øjeblikket skadede Thomas Delaney.
La Gazzetta dello Sport er således et af medierne, der beretter om interesse fra Dortmund i Emre Can.
Juventus kræver 185-225 millioner kroner for sin tyske midtbanespiller, der har en fortid i blandt andet Bayern München.
Cornelius kan få spansk konkurrent
Parma må undvære angriberen Roberto Inglese i de kommende måneder på grund af en skade, og klubben planlægger derfor at hente en anden konkurrent til danske Andreas Cornelius.
Ifølge La Gazzetta dello Sport forhandler Parma med Napoli omkring den snart 35-årige Fernando Llorente, der ikke får meget spilletid i Napoli for tiden.
Et alternativ til den rutinerede spanier er Inters kun 17-årige Sebastiano Esposito, der har scoret én gang i ni kampe for Inter – en startplads og otte indhop.
United løfter sit bud på 16-årig komet
Manchester United er angiveligt særdeles interesseret i at tilknytte den bare 16-årige Birmingham-spiller Jude Bellingham.
Forleden kunne The Times meddele, at storklubben ville byde 220 millioner kroner, og nu skriver Sky Sports, at buddet er hævet gevaldigt.
Ifølge mediet har Manchester United tilbudt Birmingham mere end 264 millioner kroner for at få fingre i den unge offensivspiller.
Barcelona, Liverpool, Dortmund og Bayern München er angiveligt også interesserede i den unge mand, der har spillet hele 25 Championship-kampe i denne sæson.
Eriksen presser på for hurtigt skifte
Det trækker ud, Christian Eriksens skifte til Inter. Onsdag er han sågar i truppen til Tottenhams kamp mod Norwich – men det er angiveligt ikke med hans gode vilje.
Ifølge den italienske transferjournalist Gianluca Di Marzio presser Christian Eriksen nemlig personligt på for at få lov at skifte allerede denne vinter i stedet for til sommer.
Journalisten skriver på sin hjemmeside, at Eriksen selv har konfronteret ledelsen i Tottenham og bedt om at få lov at forlade klubben med det samme.
Inter og Tottenham har længe forhandlet om den rette pris. Tottenham vil angiveligt have 150 millioner kroner, men det har Inter hidtil ikke villet leve op til, forlyder det.
Sagaen fortsætter.
Tirsdagens rygter
RB Leipzig byder ind på Milan-emne
AC Milan har været tæt på at købe Dani Olmo af Dinamo Zagreb den seneste uges tid, men handlen er tilsyneladende strandet, da spaniernes agenter kræver 52 millioner kroner til sig selv plus en ukendt procentdel af et fremtidigt salg.
Det har fået andre bejlere på banen, skriver Sportske Novosti.
Wolverhampton har således budt små 190 millioner kroner plus en videresalgsklausul, men også RB Leipzig er på banen.
Ifølge det kroatiske medie har Leipzig budt 120 millioner kroner plus en yderst lukrativ bonusaftale.
Zagreb vil således få 15 millioner kroner ekstra for hver Champions League-kvalifikation i de kommende fem år samt 7,5 millioner kroner hver gang Olmo runder 15 kampe for RB Leipzig.
Dertil kommer også 10 procent af en eventuel fremtidig transfersum.
Wilczek skifter til Tyrkiet
Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen har åbnet for at sælge Kamil Wilczek, og ifølge det tyrkiske medie Fanatik kommer det til at ske allerede i dag.
Mediet skriver således, at Göztepe er enig med både Brøndby og Wilczek, og at skiftet altså forventes at gå igennem tirsdag.
De tyrkiske medier har det med at spekulere ganske voldsomt, når de skriver om transfers, så man skal som tommelfingerregel tage alt med et gran salt.
Rygtet om Wilczek og Göztepe har floreret på Twitter i et par dage, og nu har det altså også nået spalterne hos et af de største sportsmedier.
Tyrkiet som destination passer meget godt med, at Carsten V. Jensen har talt om, at Wilczek på grund af sin alder vil have godt af varmere himmelstrøg.
Barcelona overvejer RB Leipzig-stjerne
Med Luis Suarez skadet har Barcelona muligvis brug for en ny angriber, og spanske Sport lancerer tirsdag RB Leipzig-bomber Timo Werner som et alternativ.
Werner antydede forleden i et interview, at han foretrækker Premier League, og ifølge Bild vil angriberen meget gerne til Liverpool og arbejde sammen med landsmanden Jürgen Klopp.
Chelsea er den mest insisterende bejler, men Werner foretrækker altså Liverpool, mener Bild.
Chelsea-kant genforenes med Conte
Nigerianske Victor Moses spillede nogenlunde fast, da Antonio Conte var manager i Chelsea, men siden røg han ud under Maurizio Sarri.
Et lejeophold i Fenerbahce var været en blandet omgang, og nu er 29-årige Moses i stedet på vej til Inter og en genforening med Conte.
Flere af de store italienske medier - La Gazzetta dello Sport og Sky Sport Italia blandt andre - har historien og flere bringer også billeder af Moses i Milano på vej til sit lægetjek.
| Om Rygtetid: Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle. |


Tottenham
Manchester United
Birmingham
Dortmund
Inter
SSC Napoli
Juventus





























