Sønderjyske kunne have afgjort overlevelsen selv.
Det krævede blot ét enkelt point mod Silkeborg på udebane, men dette formåede de ikke at sikre efter et 1-0-nederlag. Cheftræner Thomas Nørgaard havde lavet en del opsigtsvækkende omrokeringer, som han satte ord på efter kampen.
- Vi ville have et fodboldhold ind, hvor vi holder noget friskhed.
- Vi har set et kampbillede i de seneste 4-5 kampe, hvor vi har spillet godt, men har droppet i løbet af kampen.
- På den måde kunne vi holde energiniveauet og forhåbentlig også kvaliteten, forklarede Thomas Nørgaard til Bold og resten af den skrevne presse efter nederlaget.
Modstanderen var nedrykningsspillets førerhold, Silkeborg, og derfor handlede ændringerne også om at have friskhed i de resterende kampe.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Tanken har været, med de beslutninger vi tog i dag, at vi havde friskhed til de sidste to runder.
- Vi vil have det bedste hold, så vi selv kunne afgøre tingene.
Det er tæt i bunden, men Sønderjyske har dog sat en lille afstand til de øvrige nedrykningsbejlere. Alligevel ærgrer det Thomas Nørgaard, at de ikke kunne have lukket og slukket spekulationerne søndag eftermiddag med ét enkelt point.
- Vi er ærgerlige over ikke at lukke den og snøre posen.
- Præstationsmæssigt spiller vi en lige fodboldkamp, hvor vi skaber forudsætningerne for, at vi kunne have fået det point, der havde betydet alverden for os.
Ingen dommedagsprofetier
Da Thomas Nørgaard bliver spurgt ind til, hvor meget risikoen for nedrykning fylder for Sønderjyske, er han klar i spyttet.
- Vi kigger tilbage på en hel sæson, hvor vi har 31 point. Det er nogenlunde der, vi skal være.
- Lige nu og her er det ikke de der dommedagsprofetier, som fylder for os.
- Det, der fylder for os, er, at vi har gjort det godt i nedrykningsspillet, og at vi har to kampe tilbage, hvor vi skal gøre arbejdet færdigt.
Sønderjyske og Thomas Nørgaard kan selv gøre det færdigt den 18. maj hjemme mod Lyngby.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Silkeborg IF
Sønderjyske
3F Superliga



































