2025-07-31 16:00:00

Svensk politi opruster til FCK-brag: Droner og massiv bemanding

Det svenske politi vil være massivt til stede i forbindelse med det nordiske brag mellem Malmö FF og FC København. Det betyder blandt andet øget bemanding og brug af droner på tirsdag, oplyser de til Bold. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 3. runde

FT

FCF

0 - 2

FCK

Et nordisk brag.

Det er, hvad der er på menuen de to kommende tirsdage, når FC København og Malmö FF brager sammen i tredje runde af Champions League-kvalifikationen. 

Den danske Malmö-spiller Jens Stryger Larsen har allerede pustet til ilden med sin vilde ‘Vi hader København-sang’ onsdag aften, og det er formentlig ikke den sidste stikpille, vi har set.

Det kan derfor også meget vel ende med at blive dramatisk uden for grønsværen, men det er det svenske politi klar på, når Eleda Stadion danner rammen om det første opgør.

Det oplyser en talsperson fra det svenske politi til Bold. 

- Vi er naturligvis opmærksomme på kampens karakter og forventer, at den bliver velbesøgt. Det svenske politi har stor erfaring i at arbejde med denne type kampe, og vi vil træffe foranstaltninger for at sikre orden og sikkerhed både i og uden for arenaen. 

- Vores mål er at samarbejde med arrangøren for at gøre det lettere for besøgende og offentligheden at opleve en behagelig, sikker og tryg fodboldbegivenhed, lyder det. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Champions League-kvalifikation -Svensk politi opruster til FCK-brag: Droner og massiv bemanding
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Droner og flere betjente
Blot 1.025 FC København-fans får mulighed for at købe billet til braget i Malmö, da Allsvenskan-klubben dermed lever op til UEFA’s krav om 5 procent af stadionkapaciteten. 

Men selvom det ikke er mange, forventes der at være godt gang i gaderne, og derfor kommer det svenske politi også til at opruste på flere fronter. 

- Der vil være flere politifolk end normalt i Malmø, både i området omkring arenaen og rundt omkring i byen, f.eks. supporter-politi. 

- Vi vil også bruge UAS - politidroner - til sikkerhed, kriminalitetsforebyggelse og -bekæmpelse, udtaler de. 

Svensk politi oplyser videre, at de vil være til stede i den danske hovedstad, når returkampen skal spilles på Østerbro. 

- Vores supporter-politi er altid til stede på udebane i UEFA-kampene og vil også være til stede i København, men flere detaljer om det danske politis arbejde må henvises til dem.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Historiske gnidninger
Klubberne på hver sin side af Øresundsbroen kæmper om håneretten, men frem for alt en plads i playoff-runden til Champions League. 

Derfor er der rigtig meget på spil de kommende tirsdage, hvor politiet i både Malmø og København også kan se frem til at komme på overarbejde. 

Især Københavns Politi har erfaringer med Malmö FF’s inkarnerede fans, og det går helt tilbage til 2005, hvor det ikke gik stille for sig.

Her mødte de to klubber hinanden i Royal League, da uniformeret politi og civilklædte betjente ved stillingen 2-1 til FCK i Parken gik i aktion mod en gruppe Malmö-fans på tribunen og gjorde brug af knipler. 

Efterfølgende udtalte daværende bestyrelsesformand i FCK Flemming Østergaard, at de svenske fans var skyld i urolighederne, hvilket førte til massiv vrede blandt Malmö-fans.

Tre år senere slog Rigsadvokatens undersøgelse fast, at Malmö-fansene ikke bar skylden. 

I forbindelse med klubbernes seneste møde i 2019 anvendte Københavns Politi blandt andet tåregas mod en gruppe Malmö-tilhængere forud for Europa League-opgøret i Parken. 

Det fik efterfølgende Allsvenskan-klubben til at rette en skarp kritik af det danske politis håndtering. 

- Det er både trist og urimeligt, at så mange uskyldige tilhængere er blevet berørt af politiindsatsen, da de ikke var involveret i uroen, stod der i en meddelelse på klubbens hjemmeside.

Den kritik gav ledende politiinspektør Peter Dahl dog ikke meget for.

- Jeg synes, klubben skulle bruge sin energi på at bearbejde de hooligan-problemer, den ganske tydeligt har i Malmö i stedet for at rejse denne her kritik, siger han

- Deres fans opførte sig, som når man ser de værste uroligheder, vi har set i København, med opgravning af brosten, kast af genstande og løbehjul, affyring af fyrværkeri direkte mod politifolkene og kast af kanonslag direkte mod politifolkene, lød det blandt andet ifølge Ritzau. 

Det første brag mellem Malmö FF og FC København spilles i Sverige tirsdag klokken 19.00, inden der præcis en uge senere er returkamp i Parken.

Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 3. runde

FT

FCF

0 - 2

FCK

Annonce

9 kommentarer

Se kommentarer
Annonce