Thisted FC hentede i sommer den slovakiske forsvarsspiller Matej Podstavek, som tidligere har tørnet ud for FC Fredericia, og han har lige siden sin ankomst været fast mand.
Derfor er han formentlig også blandt de startende 11, når nordvestjyderne mandag spiller topkamp i 1. division mod Vendsyssel FF.
- Jeg forventer en spændende kamp i en god atmosfære, siger Matej Podstavek ifølge Thisteds hjemmeside.
- Jeg mener ikke, at der er nogen favorit i kampen. Vi har vist vores kvalitet i holdet, og det har Vendsyssel også. Vi vil forberede os godt på Vendsyssel og gøre alt for en sejr, siger forsvarsspilleren, som ikke tillægger det nogen stor betydning, at klubben lige nu er tophold.
- Det betyder dog ikke så meget, at vi ligger i toppen lige nu i en turnering, hvor der er 33 kampe, siger slovakken.
Thisted er efter 16 runder på andenpladsen, mens Vendsyssel er på tredjepladsen. Der er to point mellem de to hold.


Thisted FC
Betinia Liga






























